NT’s lære om skabelsen

juni 4, 2023 admin

ved Torben Kjær, maj 2023

Skabelsen er en af de bærende tanker i NT. Den er dog ikke et selvstændigt lærepunkt i NT, men i NT knyttes der til ved skabelsen mange steder med henblik på at undervise om Gud, Kristus og mennesket. Det skal vi se på i det følgende. Jeg kommer ikke ind på alle de steder, hvor skabelse omtales, men de væsentligste.

De tre første evangelier

I de tre første evangelier er der ikke meget om Gud som den, der oprindeligt skabte verden. I den eskatologiske tale kommer Jesus ind på en sådan trængsel, som ikke har været fra begyndelsen på skabelsen, som Gud skabte, og indtil nu (Mark 13,19). Her er der en eksplicit reference til Gud som skaberen i begyndelsen. I Matt 19,4 og Mark 10,6 taler Jesus om, at Gud fra skabelsens begyndelse skabte mennesket som mand og kvinde. Her er der igen en eksplicit reference til den oprindelige skabelse. Der ligger også i fra begyndelsen, at Gud er fortsat med at skabe. Dette er de to eneste eksplicitte referencer til den oprindelige skabelse. I Luk 11,40 omtales Gud som skaberen af både menneskets ydre og indre, og her er fokus på Guds fortsatte skabelse. I udsagnet om at sværge ved himlen, som er Guds trone, og jorden, som er Guds fodskammel (Matt 5,34-35; 23,22) er der implicit en reference til Gud som skaberen. Himmel og jord tilhører Gud og er relateret til ham, fordi han har skabt dem. Jesus lærer, at Gud har skabt sabbatten for menneskets skyld (Mark 2,27). Sabbatten er en skaberordning. Åbenbaringen af Gud som skaber bekræftes og forstærkes af Jesu forkyndelse af Guds styre i denne verden. Gud styrer sol og regn i vores verden. Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige (Matt 5,45). Sol og regn er forudsætning for liv og afgrøde, og det er derfor Gud, som giver frugtbare tider. Det er en del af Guds generelle styre i denne verden. Sol og regn viser Guds kærlighed og omsorg på skabelsens plan for alle mennesker uanset deres etiske kvalitet. Det er en del af hans forsyn.[1] Guds aktive styre åbenbares i ordet om himlens fugle og markens liljer. Se himlen fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden (Matt 6,26). Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke (Matt 6,28). Gud klæder markens liljer (Matt 6,30). Gud har omsorg for himlens fugle og markens liljer. Han føder dem og klæder dem. Han er aktiv skabende i naturen og giver afgrøde, som fuglene kan leve af. Han er aktiv skabende i liljerne og giver dem deres skønhed. Naturen med sol og regn, vækst og afgrøde er styret af Gud. I alt dette er Gud tilstedeværende, opretholdende og skabende i denne verden.[2] Gud som skaberen er forudsat fra GT, fordi Jesus står i den samme åbenbaringshistorie og frelseshistorie, som GT bevidner.

Johannesevangeliet

I Joh 1,3 står der:

Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.

Johannes har beskrevet evigheden som et fællesskab mellem Ordet og Gud, og han går nu videre til skabelsen. Alt er universet. Det er alt det skabte. Blev til ved ham beskriver tilblivelse. Der er tænkt på den oprindelige skabelse. Ved ham ervedOrdet, som er skabelsesmidleren. Ordet er den, ved hvem Gud skabte (jf. Kol 1,16-17 og Hebr 1,2), og Ordet er Jesus Kristus (Joh 1,14). Ordet var altså aktivt ved skabelsen. Og uden ham blev ikke et eneste til, som er blevet til er en præciserende gentagelse. Johannes fremhæver, at alt eksisterende er blevet til ved Ordet. Der er tænkt på den fortsatte skabelse. Det er ikke sådan, at Gud engang skabte universet ved Ordet, og derefter overlod det til sig selv og tillod andre magter at komme til, som så har ændret og ødelagt skabelsen. Den oprindelige skabelse er ved Ordet, og den fortsatte skabelse er ved Ordet, for det, der nu eksisterer, er ved Ordet.[3] Joh 17,5 bekræfter, at Jesus levede hos Gud før skabelsen.

Apostlenes Gerninger

ApG 4,24 og 7,50

I menighedens bøn i ApG 4,24 lyder der en bekendelse til Gud som skaber:

Herre, du, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad det rummer

Det er en bekendelse til Gud som den almægtige, der hersker over folk og herskere, og som styrer begivenheder efter sin plan. Skabelsen begrunder Guds magt og styre. I ApG 7,50 begrunder Guds skabelse af himmel og jord, at et tempel ikke kan være Guds bolig (ApG 17,24).

ApG 14,15-17

I to taler i ApG udfolder Paulus skabelsestanken. Den ene tale er i Lystra, og ApG 14,15-17 gengiver Barnabas’ og Paulus’ tale til folk i Lystra.[4] Første del af forkyndelsen er et kald til at vende om fra afguderne og til Gud. ApG 14,15b:

Vi forkynder, at I skal vende om fra disse tomme guder til den levende Gud,

som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad det rummer.

Ordet tomme guder og kontrasten til den levende Gud fortæller, at de tomme afguder er døde og inaktive.[5] De er uden betydning. Anden del af forkyndelsen er en forkyndelse af den levende Gud.

a) Den levende Gud er skaberen, og det legitimerer, at Gud er den eneste og levende Gud (jf. 1 Kor 8,6).[6] Som Skaberen er den levende Gud en Gud, der fordrer menneskets liv og eksistens. Dette illustreres nu i Paulus’ opfordring til omvendelse.[7]

b) Den levende Gud er folkenes herre. Vers 16:

I tidligere tider har Gud ladet alle hedninger gå deres egne veje.

I formuleringen har ladet eller mere præcist har tilladt ligger der både magt og fordring, og alle hedninger (”alle folk”) viser, at den levende Gud har universel magt. Den levende Gud er derfor ikke en gud blandt andre med få kompetencer og et begrænset område. Har tilladt åbenbarer, at folkene opererer under Guds tilladelse. Det gælder folkene i fortiden og i nutiden. Men med det første møde med evangelieforkyndelse sker der noget. De tidligere tider er ophørt. Nu møder de kravet om omvendelse. Folkenes egne veje er en beskrivelse af folkenes afgudsdyrkelse. Termen har tilladt betyder, at Gud holder sin dom tilbage over folkenes afgudsdyrkelse. Dette er et udslag af Guds overbærenhed (jf. Rom 2,4). Har tilladt og at gå deres egne veje implicere en form for Guds-forladthed: Deres afgudsdyrkelsen er uden troens berøring med Gud.

c) Den levende Gud er den fortsat skabende Gud.Vers 17:

Og alligevel har han vidnet om sig selv gennem sine velgerninger

ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider,

ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde.

Her placerer Paulus ansvaret for afgudsdyrkelsen hos folkene. Gud har tilladt afgudsdyrkelsen, men det skete til trods for, at Gud har åbenbaret sig for dem. Paulus omtaler en side af Guds skabergerning, der består i, at han gør godt. Det sker ved, at han giver regn dvs. frugtbare tider (jf. 3 Mos 26,4; Sl 147,8-9 og Jer 5,24). Det sker ved, at Gud fylder hjerterne med føde, dvs. glæde (jf. Sl 145,15-17). Vidnesbyrdet er en åbenbaring. Dens sted er Guds handlinger uden for mennesket (årstiders vekslen) og i mennesket (føde og glæde). Vidnesbyrdets virkelighed og klarhed er givet med årstidernes vekslen og den skænkede føde og glæde. Guds vidnesbyrd er folkenes virkelighed, men folkene har fornægtet dette vidnesbyrd og dyrket deres egen guder.

Når Paulus forkyndte for jøder og gudfrygtige kunne han basere sin forkyndelse på to forudsætninger: En monoteistisk gudstro og GT som åbenbaring. De to forudsætninger findes ikke blandt hedningerne. I talen i Lystra knytter Paulus derfor til ved den naturlige åbenbaring. Han gen-åbenbarer et stykke af den naturlige åbenbaring. Han forkynder, at Gud er eksisterende, skabende, godgørende og fordrende.

ApG 17,22-31

I to taler i ApG udfolder Paulus skabelsestanken. Den anden tale er på Areopagos (ApG 17,22-31).[8] Paulus knytter til ved et alter (vers 23), og alteret med dens inskription for en ukendt gud bliver den tekst, Paulus tager sit udgangspunkt i. Han anvender denne inskription som en slags katapult, som han tager afsæt i og lader sig slynge bort fra. For i anvendelsen løsner Paulus en ukendt gud fra athenernes polyteistiske og materialistiske forestillinger. Han abstraherer fra inskriptionens oprindelige betydning og anvender en ukendt gud abstrakt, og det abstrakte en ukendt gud identificerer Paulus med den ene sande Gud.

a) Paulus identificerer den ukendte Gud som skaberen (vers 24), som har skabt verden og alt i den (jf. Es 42,5 og 45,18).

b) Paulus identificerer den ukendte Gud som Herre (Kyrios) over himmel og jord (vers 24 og jf. Es 42,5 og 45,18). Guds status som Herren er baseret på, at Gud er skaberen.

c) Paulus identificeret den ukendte Gud som en person, der ikke bor i menneskeskabte templer. Et tempel skal forstås som en begrænsning af Gud. Man binder Gud til bestemte menneskeskabte bygninger. Som skaber af alt er hans skabermagt allestedsnærværende, og som Herre over himmel og jord er hans herredømme allestedsnærværende. Guds nærværelse kan derfor ikke begrænses til templer (jf. Es 45,18f; 66,1f, Joh 2,18-22; 4,19-24 og ApG 7,48-49).

d) Paulus identificerer den ukendte Gud som en person, der ikke tjenes af menneskehænder (vers 25). Der er tænkt på en tjeneste i templet (vers 24), og det følgende af menneskers hænder viser, at der er tænkt på ofre og fysisk tjeneste for Gud. Gud har ikke brug for materielle gaver til at opretholde livet.

e) Paulus identificerer den ukendte Gud som en person, der giver liv og bevarer livet (vers 25 og jf. Sl 50,715; Es 46,1 og Jer 10,5). Liv og ånde er et samlet udtryk for, at Gud giver livet (jf. 1 Mos 2,7 og Es 42,5). Alt er alt til opretholdelse af livet. Paulus formulerer sig i nutid og beskriver en del af Guds fortsatte skabende og livgivende aktivitet.

f) Paulus identificerer den ukendte Gud som historiens Herre (vers 26). Gud har skabt ethvert folk af én stamfader (Adam). Paulus bekræfter, at Adam er en historisk person. Skabelsesteologisk er folkene en enhed, idet Gud skabte alle folk af den samme stamfader. Paulus taler om Guds forudbestemmelse, hvad angår folkenes historiske perioder og grænser. Bestemte tider er fastsatte tider for folkenes bosættelse. Gud har bestemt fastsatte perioder for folkene. Deres tider er i Guds hånd. Grænser er grænser for folkenes bosættelse. Gud har bestemt grænser for deres bosættelse. Folkenes områder er i Guds hånd. Formålet er, at de skal søge ham. Guds aktivitet i folkenes historie er åbenbaring af Gud, men formålet bliver dog ikke opfyldt. Om de kunne famle sig frem og finde ham er i sammenhængen et forgæves håb. Athenernes dyrkelse af guderne viser dette. Det skyldes ikke en fejl på åbenbaringens side. Det fremhæver Paulus, når han tilføjer om Gud, at han ikke er langt borte fra en eneste af os (vers 27). Udsagnet beskriver Guds universelle allestedsnærværelse. Dette er skabelsesteologisk forstået som Guds skabende, livgivende og opretholdende aktivitet i mennesket. I sin tale har Paulus betonet Guds transcendens og herredømme over det skabte. Gud og det skabte er adskilt. Gud er Skaberen, det skabtes herre og historiens herre. Talen har også beskrevet Guds immanens gennem hans skaberaktivitet, livgivende aktivitet og aktive herredømme. Men Guds transcendens i denne immanens er fastholdt.

g) Paulus identificerer den ukendte Gud som den, der giver liv og opretholder livet (vers 28). I talens egen sammenhæng er det naturligt at forstå for i ham lever vi, ånder vi og er vi skabelsesteologisk, dvs. om Guds allestedsnærværende livgivende og opretholdende aktivitet. Udsagnet beskriver menneskets totale afhængighed af Gud. Uden Gud intet liv. Der er næppe andet end nuanceforskelle i de tre udtryk, og derfor er det bedst at forstå det som et samlet udtryk for menneskets liv og eksistens i afhængighed af Gud. Vi er også af hans slægt er et citat fra stoikeren Aratus og handler oprindeligt om, at vi er Zeus’ slægt. Paulus giver citatet en anden betydning, idet han sætter citatet ind i en ny kontekst, og citatet skal nu forstås i denne nye kontekst. I det foregående har Paulus forkyndt Gud som skaber, opretholder og livgiver, og ordet slægt forstås skabelsesteologisk, nemlig at mennesket er skabt af Gud (se vers 26 og jf. Luk 3,38). Paulus kontekstualiserer altså citatet, idet han løsner det fra dets oprindelige kontekst og giver det et nyt indhold.

h) Paulus afviser, at Gud kan være noget materielt (vers 29). Når vi nu er af hans slægt begrunder, hvorfor vi ikke skal mene, at det guddommelige er lig guld, sølv eller sten, en håndværkers billede og et menneskes forestilling. Paulus argumenterer (paradoksalt) fra menneske til Gud og til gudebilleder. Logikken er denne: Når vi mennesker er Guds slægt, dvs. levende, da må Gud selv være levende, og da kan det guddommelige ikke være lig noget materielt, udført og udtænkt af mennesker.

Paulus har åbenbaret den ukendte Gud, og med basis i denne åbenbaring afslutter Paulus sin tale med et kald til omvendelse. Paulus opdeler tiden i to epoker. Den ene karakteriserer han som ”uvidenhedens tider”, som refererer til deres afgudsdyrkelse. På grund af Guds åbenbaring er hedningerne ikke uvidende om Gud, men i deres afgudsdyrkelse er de uvidende om Gud. Athenerne kender ikke og dyrker ikke den sande Gud i deres afguder. ”Uvidenhedens tider” var en tid, hvor Gud viste overbærenhed. Han holdt sin dom tilbage (jf. ApG 14,16 og Rom 2,4). Et relativt nådesprincip var virksomt. ”Uvidenhedens tider” er nu forbi. Den anden periode er omvendelsesforkyndelsens nye tid. I den tid forkynder Gud, at alle overalt skal omvende sig. Dette skifte skal forstås i frelses- og personhistoriske kategorier. På det frelseshistoriske plan indledes en ny tid med Kristi død og opstandelse. Nu er det forkyndelsens tid også for folkene. På det personhistoriske plan indledes en ny tid med forkyndelsens komme til den enkelte, til en gruppe eller en by.

Paulus’ breve

Rom 1,20

I Rom 1,20 skriver Paulus om en åbenbaring via det skabte.[9] Verdens skabelse er en af Guds gerninger, og Gud kaldes skaberen (Rom 1,25). Fokus er her på naturlig åbenbaring, og det skabte åbenbarer Guds eksistens og åbenbarer, at Gud er en usynlig, evig, almægtig og fordrende Gud, som fordrer menneskers ære og tak.

Rom 4,17

Paulus beskriver Abrahams tro på Gud, og Gud, som gør døde levende, og som kalder det, som ikke er, til at være er en karakteristik af den Gud, Abraham troede på.[10] Der nævnes to ting, som begge er relateret til Abrahams historie. Begge beskriver Guds suveræne magt. Som gør døde levende er det ene af Guds karaktertræk (5 Mos 32,39 og 1 Sam 2,6). Gud gør åndeligt døde åndeligt levende ved sit ord, fysisk døde fysisk levende ved en opstandelse (vers 24-25) og menneskers døde forplantningsevne levende ved sit løfte. I sammenhængen refererer det konkret til, at Abraham ikke længere kan blive far og Sara ikke længere blive mor (vers 19). Deres naturlige evne til reproduktion er død, men denne evne gør Gud levende. Og som kalder det, som ikke er, til at være er det andet af Guds karaktertræk. Kalder er en skabende kalden, som kalder noget ikke-eksisterende til eksistens.[11] Noget ikke-eksisterende bliver til af intet,[12] og i sammenhængen refererer det konkret til Isak og hans slægt. Paulus beskriver en skabelse af intet.

1 Kor 8,6

I 1 Kor 8,6 skriver Paulus:

Men for os er der kun én Gud, Faderen;

fra ham er alle ting, og vi til ham.

Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus;

ved ham er alle ting, og vi ved ham.

Sammenhængen handler om spisning af kød fra dyr (vers 4), som er ofret til afguder, og om afguders eksistens. Paulus afviser, at afguderne findes. De eksisterer ikke som guder, men kun som illusioner, drømme og fantasier. For der findes kun én Gud, som virkelig er Gud. Paulus medgiver, at der findes såkaldte guder (vers 5), dvs. noget som mennesker kalder for guder uden af være det. De har dog ingen realitet som guder. Paulus medgiver, at der findes mange herrer, og med det tænker han på dæmoner (vers 5). De er virkelige som onde transcendente magter. I vers 6 skriver Paulus om de kristnes virkelighed. For os kristne, som lever med Bibelen som åbenbaring, er der kun én Gud, og det er Faderen. Det gælder subjektivt for os troende, og det gælder objektivt for alle, for Paulus begrunder ud fra skabelsen, at der kun er én Gud:

Fra ham er alle ting, og vi til ham.

Fra ham betyder, at alt har sin oprindelse i Guds vilje og virke (jf. Ef 3,9). I sammenhængen refererer alle ting til alt det skabte, og det betyder, at det, som mennesker kalder for guder, er noget skabt, og at dæmonerne er noget skabt, da de er faldne engle. Skabelsen begrunder, at Gud er den eneste sande Gud, og at guder ikke findes, da de blot er noget skabt. Og vi til ham beskriver de troendes theocentriske bestemmelse. Denne er begrundet med skabelsen. I anden halvdel af vers 8 beskrives de troendes forhold til Jesus Kristus. For os troende er der kun én Herre, og det er Jesus Kristus. Dette begrunder Paulus med

Ved ham er alle ting, og vi ved ham.

Jesus Kristus er skabelsesmidleren, ved hvem alt er blevet skabt (Joh 1,3 og Kol 1,16-17), og vi ved ham fortæller, at de troendes eksistens er virket ved Jesus Kristus. Vores theocentriske eksistens er formidlet ved Jesus Kristus. Skabelsesformidlingen begrunder, at Jesus Kristus er den eneste sande herre (Kyrios), og at der ikke findes andre virkelige herrer, da de blot er noget skabt.[13]

1 Kor 11,7-12

I 1 Kor 11,2-16 skriver Paulus om mænds og kvinders fremtræden under gudstjenesten. Manden skal have kort hår, og kvinden have langt hår, når de beder og profeterer.[14] Dette begrunder Paulus med hovedstrukturen (vers 3-5ab). I vers 7-9 begrunder Paulus forskellen med, at manden er Guds ære, og at kvinden er mandens ære.[15] Begge er skabt i Guds billede (1 Mos 1,26-27). Manden er Guds ære i den forstand, at han bringer Gud ære, når han i sit liv og fremtræden manifesterer Guds autoritet.[16] Manden er underordnet Gud, og når manden viser denne underordning, æres Gud. Kvinden er mandens ære i den forstand, at hun bringer manden ære, når hun i sit liv og fremtræden manifesterer mandens autoritet. Kvinden er i ægteskab og menighed underordnet manden, og når kvinden viser denne underordning, ærer hun manden. Paulus begrunder (vers 8), at kvinden er mandens ære, med, at kvinden er skabt af manden. Her knyttet Paulus til ved skabelsen af Eva (1 Mos 2,18-25). Oprindelse bestemmer position. Paulus argumenterer ud fra skabelsen og ikke fra syndefaldet. Det er altså en skaberordning, at kvinden er mandens ære. Paulus begrunder også (vers 9), at kvinden er mandens ære, med, at kvinden blev skabt med henblik på manden. Kvinden blev skabt for mandens skyld, dvs. hun blev skabt som en hjælper, der svarer til manden, og som skal gøre hans liv godt og helt ved at være hans komplementære modstykke (1 Mos 2,18-25). Paulus begrunder altså forholdet mellem mand og kvinde ud fra skabelsen. Det er en skaberordning. Paulus beskriver i vers 10 konsekvensen. Fordi kvinden er skabt af manden og for mandens skyld, skal hun bære et tegn på mandens autoritet på sit hoved, når hun beder og profeterer i menigheden.[17] I vers 11-12 præciserer Paulus, at manden og kvinden ikke er uden hinanden i Herren. De er skabt til et fællesskab med hinanden. Med i Herren sanktionerer Paulus skaberordningen som evangeliets ordning. Paulus forklarer vers 11 med en analogi fra den skabte verden. For ligesom kvinden er af manden, og det refererer til kvindens skabelse af Adam, således er manden af kvinden, og det refererer til, at kvinden har født manden. Det gælder alle mænd efter Adam. Analogien fortæller, at mand og kvinde er gensidigt afhængige af hinanden.

Kol 1,15-20

Kol 1,15-20 er en forkyndelse af Jesus Kristus. Paulus beskriver hans tilværelse før skabelsen med ord som, at han er Guds billede, og at han er den førstefødte før al skabning. Jesus er født og ikke skabt, og Jesus er født før verden blev til. Han er skabelsesmidleren. Kol 1,16:

for ved ham blev alt skabt i himlene og på jorden,

det synlige og usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder,

alt er blevet skabt ved ham og til ham.[18]

Alt er skabt ved ham, og det gælder både den synlige og usynlige verden. Den usynlige verden er dæmonverdenen, og Paulus sætter fire ord på den usynlige dæmoniske verden (troner, herskere, magter og myndigheder). Dæmoner er faldne engle, som oprindeligt er skabt godt ved Jesus Kristus, men som er revet med af Satans fald (Åb 12,4). Alt er blevet skabt ved ham sammenfatter det foregående, og til ham beskriver, at alt det skabte – den synlige og usynlige verden – er skabt med Jesus Kristus som dens bestemmelse og mål. Alt blev skabt til at tjene Ham. Som skabelsesmidleren er Jesus herre over den synlige og usynlige verden. Vers 17:

Og han er før alt, og alt består ved ham.

Paulus fremhæver igen, at Jesus eksisterede, før den skabte verden blev til, og med alt består ved ham beskriver han Jesu Kristi opretholdende funktion. Verden opretholdes ved Ham. Gud er skaberen og opretholderen, og Jesus Kristus er den, ved hvem verden skabes og opretholdes.

1 Tim 2,13

I 1 Tim 2,11-15 giver Paulus et påbud om, at en kvinde skal underordne sig i alt (vers 11), og et forbud mod, at en kvinde underviser og leder i menigheden (vers 12). I vers 13 begrunder Paulus påbud og forbud ud fra skabelsen. Adam blev skabt først og derefter Eva. Rækkefølgen i skabelsen begrunder mandens autoritet og kvindens underordning. Af rækkefølgen udledes en ordning, der er baseret på skabelsen. Det er en skaberordning, som er gyldig for Paulus og os.[19]

1 Tim 4,3-5

I et opgør med vranglærere, som forbyder ægteskab og bestemte former for mad, kommer Paulus ind på skabelsen (1 Tim 4,3-5). Han skriver om ægteskab og føde, som Gud har skabt til at modtages med tak. 1 Tim 4,3:

De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde,

som Gud har skabt til at modtages med tak af dem,

der tror og har erkendt sandheden.

Ægteskabet er en skaberordning, som er baseret på skabelsen af mennesket som mand og kvinde (1 Mos 2,24; Matt 19,4-5 og jf. 1 Tim 2,15; 3,2 og 4,12). Det er en ordning, som er indfældet i mennesket. Gud har skabt føden, for Gud har skabt jorden med dens planter og dyr til os (1 Mos 1,29-30; 9,3 og ApG 14,17). Til at modtages med tak beskriver Guds formål med ægteskabet og føden. De er Guds gaver til os. Modtages med tak er menneskets grundholdning til det skabte (vers 4). Denne grundholdning involverer en grundholdning til Gud som skaberen. Det handler konkret om ægteskabet og føden, og denne grundholdning betyder, at ægteskab og føden ikke er noget, vi suverænt kan disponere over og bruge, som vi vil. Modtagelse med tak åbner os for en guds-dimension i ægteskab og føde, og den dimension åbner for glæden over dem, hindrer en dårlig samvittighed ved nydelsen af Guds gode gaver og bremser en egoistisk udnyttelse. Af dem, der tror og har erkendt sandheden beskriver hvem, der er modtagere af Guds gaver. Det er de troende. Det betyder ikke, at Guds gaver ikke er for alle, men her fokuserer Paulus på de troende, for det er i de troende, at skabelsens formål opfyldes. Gud har skabt verden for os, han har sat os ind i verden for at administrere den og leve i den (1 Mos 1,26-30), men han har ikke givet os en autonom stilling i verden. Vi opfylder først vores stilling i verden i tro, lydighed og tak til Gud. Sandheden er sandsynligvis, at ægteskab og føde er skabt af Gud som gaver til os (jf. 1 Tim 2,4). Det er Guds skabervilje, at hans gaver modtages af mennesker, som tror på ham og kender sandheden.

I vers 4 begrunder Paulus, at ægteskab og føden er skabt til at modtages med tak. Alt skabt af Gud er godt er begrundelsen.[20] Det, Gud har skabt, er godt for os, for Gud har skabt det med henblik på os (1 Mos 1,26-31 og 2,21-24). Og intet skal forkastes er konsekvensen af, at alt er skabt godt. Et menneske skal ikke forkaste, hvad Gud har skabt. Ordene intet skal forkastes kan dog misbruges til materialisme, misbrug og hedonisme, og derfor tilføjes der en betingelse. Hvis det modtages med tak er en betingelse.[21] Den svarer til Guds formål med det skabte (vers 3).[22] Paulus forsvarer ikke en egoistisk udnyttelse af ægteskab og føde til egen fordel. Han forsvarer ikke materialisme eller hedonisme, som misbruger Guds gaver til egen fordel. Paulus forsvarer en taknemmelig modtagelse af Guds gaver, så de modtages i bevidstheden om, at de er Guds gaver, og at de er noget godt for os. Gaverne kan ikke løsrives fra forholdet til Gud.

I vers 5 forklarer og udfolder de troendes modtagelse af Guds gode gaver med tak. Det gør Paulus med ordene: Det helliges ved Guds ord og bøn. Ægteskabet er skabt af Gud og er Guds gode ordning, og føden er skabt af Gud og er noget godt, og helliges betyder da, at Gud sætter det til side til vores modtagelse. Helliges betyder, at det skabte helt konkret og aktuelt er for os.[23] Ved Guds ord og bøn er midlet til denne udskillelse.[24] Guds ord refererer i sammenhængen til ordet om, at Gud har skabt ægteskab og føden godt. Guds ord kvalificerer det skabte som noget, der er skabt for os. Bøn refererer til den troendes tak for ægteskabet og føden, og gennem bønnen formidles de som Guds gode skabergaver til os. Vi modtager altså først helt konkret Guds skabergaver som Guds gaver, når de modtages med tak.

Hebræerbrevet

Hebr 1,2-3

I Hebr 1,2-3 hører vi to ting om skabelsen. Det ene er, at Gud har skabt verden ved sin Søn. Guds Søn er skabelsesmidleren (Joh 1,3; 1 Kor 8,6 og Kol 16). Verden er universet i rum og tid. Det andet er, at Guds Søn bærer alt med sin mægtige ord. Guds Søn opretholder alt (Kol 1,17). Ordet bærer har betydningen opretholder. Jesus har ikke trukket sig tilbage fra den skabte verden og overladt den til sig selv, men er nærværende som den, der opretholder alt. Det gør han med sit mægtige ord.

Hebr 11,3

Forfatteren skriver, at det er i tro, at vi forstår, at verden er blevet skabt ved Guds ord (1 Mos 1,1-2,1).[25] Troen er baseret på Bibelen, som åbenbarer, at verden er skabt ved Guds ord (1 Mos 1,1-2,1). Det er en del af den naturlige åbenbaring, at Gud er skaberen, men det er ikke en del af den naturlige åbenbaring, at Gud har skabt ved sit ord. Verden er universet i rum og tid, og verden er skabt ved Guds ord, som er et almægtigt, dynamisk virkende ord. Ordet har skaberkraft i sig, så det, Gud taler, sker (Sl 33,6. 9). Så det, der ses, ikke er blevet til af noget synligt er følgen af denne skabelse ved Guds ord.[26] Det, der ses refererer til verden,[27] altså universet i rum og tid. Det, der ses er noget fysisk og noget eksisterende. Ikke er blevet til af noget synligt er en afvisning af, at universet er blevet skabt af et eksisterende og fysisk materiale. Er blevet til er blevet skabt. Det defineres af blev skabt i vers 3a. Det handler om tilblivelse. Af noget synligt er, hvad det synlige ikke er skabt af, og noget synligt er ligesom det, der ses noget eksisterende og fysisk. Forfatteren afviser, at verden er skabt af et foreliggende fysisk materiale. Verden er altså skabt af intet. 1 Mos 1 og Rom 4,17 bekræfter, at der er tænkt på en skabelse af intet. Hvis vi argumenterer omvendt, dvs. ud fra Hebr 11,3, så tolker Hebr 11,3 skabelsen i 1 Mos 1 som en skabelse af intet.

Johannes’ Åbenbaring

Åb 4,11

For du har skabt alt, og på grund af din vilje var det, og blev det skabt står som begrundelse for de 24 ældstes tilbedelse.[28] Her kan vi se, at Guds værdighed og ret til tilbedelse og lovprisning er baseret på, at han er skaberen (Åb 10,6 og 14,7). Som skaberen kan han fordre vores tilbedelse. Her kan vi se, at Guds magt er baseret på, at han er skaberen. Som skaberen har han magten over verden. Gud er Gud, fordi han er skaberen. Du har skabt alt refererer til den oprindelige skabelse. Gud har oprindelig skabt alt. Og på grund af din vilje var det refererer til opretholdelsen af det skabte (Kol 1,17 og Hebr 11,3). Guds vilje opretholder alt eksisterende. Og blev det skabt refererer til den oprindelige skabelse med en betoning af, at Gud skabte suverænt, hvad han ville.[29] Ingen har bidraget til skabelsen af universet uden Gud, og ingen anden vilje bærer universet end Gud.

Åb 10,6

Englen aflægger ed ved Gud, som er evig (jf. Åb 1,8; 4,9-10 og 15,7). Han som skabte himlen og det, som er i den, og jorden og det, som er på den, og havet og det, som er i det er en karakteristik af Gud som skaberen (Åb 4,11 og 14,7).[30] Gud er Gud, fordi han er skaberen. Gud er evig, fordi han er skaberen, og Gud har magten til at fuldende sin frelsesplan.

Åb 14,7

En engel formidler et kald til omvendelse. Frygt Gud og giv ham ære er første del af kaldet. Med frygt Gud er der tænkt på ærefrygten som en grundholdning, som kendetegner den troende, og som fører til, at vi adlyder Guds bud. Med giv ham ære er der tænkt på en anerkendelse af Gud som en grundholdning, der kendetegner den troende, og som medfører, at Gud er Gud for os i liv, handling og ord (Åb 11,13). For timen er kommet, da han dømmer er begrundelsen (jf. Åb 16,7; 18,10 og 19,2). Dommen refererer til dommen over Babylon (vers 8), den endelige dom over de vantro (vers 9-11) og dommen ved Jesu genkomst (vers 14-20). Tilbed ham er anden del af kaldet. Tilbedelse af Gud er en grundholdning, som kendetegner den troende. Som har skabt himmel og jord og hav og kilder er en karakteristik af Gud som skaberen (Åb 4,11 og 10,6). Gud er den eneste Gud, fordi han har skabt verden, og han er derfor den eneste, der kan fordre menneskers frygt, ære og tilbedelse, og i denne frygt, ære og tilbedelse af Gud virkeliggøres vores sande menneskelighed.

Skabelsen og nyskabelse

Gud har skabt verden, og han har skabt verden godt, men den skabte verden blev revet med i syndefaldet. Paulus skriver om det i Rom 8,20-21. Paulus skriver om, at den skabte verden blev underlagt tomheden og om trældommen under forgængeligheden. Da Adam og Eva syndede, brød synden ind i verden og ændrede den skabte verden. Det beskriver Paulus med ordene ”tomhed” og ”forgængelighed”. Der er kommet død og lidelse ind i verden, nedbrydning og ødelæggelse og kaos og naturkatastrofer. Forbandelsen og ondskab er trængt ind i verden. Dette lider den skabte verden under, og den længes derfor efter befrielsen på den nye jord. Den skabte verden er altså revet med i syndefaldet, og derfor åbenbarer NT, at der kommer en dag, hvor Gud vil nyskabe verden. Åb 21,1 fortæller om en vision, hvor Johannes ser en ny himmel og en ny jord. Man diskuterer to tolkninger:

1) En ny himmel og en ny jord er en helt ny verden, der er skabt af intet, og den gamle verden er tilintetgjort og eksisterer ikke mere. I den forstand er den forsvundet. Argumentationen for den tolkning er: a) Ordet forsvundet (vers 1) viser, at den første himmel og jord ikke eksisterer mere. Ordet forsvundet er imidlertid også foreneligt med en forvandlet himmel og jord, fordi den første himmel og jord i dens nuværende form er forsvundet. b) Og havet findes ikke mere (vers 1) bekræfter, at den gamle verden er tilintetgjort. Dette argument forudsætter, at havet er det fysiske hav, og det er det ikke.[31]

2) En ny himmel og en ny jord er en fornyet og forvandlet verden, og den gamle verden er forvandlet og eksisterer ikke mere i dens gamle skikkelse. I den forstand er den forsvundet. Argumentationen for denne tolkninger: a) Det kvalitative aspekt dominerer konteksten: Ondskaben findes ikke mere, Gud skal bor i verden, den er stedet for det fuldkomne fællesskab med Gud, og der skal ikke være død og lidelse. b) Formuleringen se, jeg gør alt nyt (vers 5) viser eksplicit, at der er tale om en forvandling. c) Johannes alluderer til nogle steder i Esajas. Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord (Es 65,17), og sammenhængen fokuserer på den kvalitative forskel mellem den tidligere jord med dens trængsler (vers 16) og den nye jord med dens jubel (vers 18-19). Løftet gentages i Es 66,22, og her fremhæves det, at den ny himmel og jord skal bestå evigt i kontrast til den gamle. d) Det svarer til opstandelsen, hvor der både er diskontinuitet og kontinuitet mellem den gamle krop og den forvandlede krop. Det er den samme krop, men i forvandlet form. Den forvandlede verden har Kristi opstandelse som mønster (jf. Rom 8,21; 2 Kor 5,14-17 og Kol 1,15-18). e) Det svarer bedst til det helbibelske mønster med skabelse og genløsning, som betyder, at den skabte verden skal genløses og befries fra synden.

En dag vil Gud nyskabe den nuværende verden. Gud vil befri den fra synden og dens konsekvenser: Ondskab, død og lidelse (Rom 8,21; 2 Pet 3,10-13 og Åb 21,4). Forbandelsen vil blive ophævet (1 Mos 3,14-19). Gud vil forvandle og forny verden (Es 65,17; 66,22 og Åb 21,1-7). Verden vil blive oplyst og gennemstrålet af Guds herlighed (Åb 21,23-24).[32] En fornyet og forvandlet verden svarer til den helbibelske grundforståelse med en oprindelig god verden, som Gud har skabt, en verden, som er revet med af syndefaldet, og en genløst og fornyet verden. En ny verden er fuldendelsen af Guds skaberværk.

Sammenfatning

Jeg har set på de vigtigste elementer i NT’s omtale af skabelsen og samler resultaterne sammen. Skabelse er et bærende tema i NT, men ikke et selvstændigt tema. I NT fastholdes en grundlæggende forskel mellem Gud som skaberen og den skabte verden. a) Gud er den transcendente skaber, som skaber verden af intet, og som er adskilt fra verden og ophøjet i forhold til den skabte verden. Gud er ikke verden – hverken menneskene eller den øvrige skabte verden. Der findes ingen panteistisk gudsopfattelse i NT. b) Gud er allestedsnærværende i verden. Han er allestedsværende som verdens skaber i den oprindelige og fortsatte skabelse og som opretholder af den skabte verden. Der findes ingen deistisk gudsopfattelse, som adskiller Gud fra verden, så verden får sit eget liv i uafhængighed af Gud. Gud er den transcendente og immanente skaber og opretholder. NT’s lære om skabelsen kan samles i følgende punkter.

1) Gud er skaberen. Han skaber ved sit ord (Hebr 11,3), og han skaber af intet (Rom 4,17 og Hebr 11,3). Jesus er skabelsesmidleren. Han er den, ved hvem Gud skaber verden (Joh 1,3; 1 Kor 8,6; Kol 1,16 og Hebr 1,2). NT lærer a) Guds oprindelige skabelse (Matt 19,4; Mark 10,6; 13,19; Joh 1,3; ApG 4,24; 7,50; 14,15; 17,24; Kol 1,16; Åb 4,11; 10,6 og 14,7), b) Guds fortsatte skabelse (Matt 6, 28. 30; Matt 19,4; Mark 10,6; Luk 11,40, Joh 1,3; ApG 17,25. 26; Kol 1,16; og Åb 4,11),[33] c) Guds godhed på skabelsens plan (Matt 4,45; 6,26. 28. 30; ApG 14,17 og 1 Tim 4,3-5), og d) at verden tilhører Gud (Matt 5,34-35; 23,22; ApG 14,16; 17,14; 1 Kor 8,6 og 10,26).

2) NT lærer om Guds opretholdelse og styre af den skabte verden (Matt 5,45; 6,26; ApG 14,17; 17,28; Kol 1,17; Hebr 1,3 og Åb 4,11).

3) NT lærer, at skabelse er åbenbaring. Gud åbenbarer sig gennem det skabte og årstiders vekslen og naturens vækst (Rom 1,20; ApG 14,17 og 17,24).

3) NT lærer, at skabelse er begrundelse for Guds virkelighed som den eneste Gud, for hans suveræne almagt og for tilbedelsen af Ham. a) Som skaber er Gud den eneste Gud i modsætning til afguderne, som blot er myter og fiktive (1 Kor 8,4-6 og ApG 14,15). b) Som skaber har Gud magten i denne verden (ApG 4,24; Åb 4,11; 10,6 og 14,7). c) Som skaber har Gud retten til vores tilbedelse (ApG 14,15-16; 17,27; Rom 1,20-21; 1 Kor 8,6; Åb 4,11; 10,6 og 14,7). Han kan fordre vores tak og ære.

4) NT lærer, at skabelse er ordninger. a) Sabbatten er en skaberordning (Mark 2,27), b) ægteskabet er en skaberordning (Matt 19,4; Mark 10,6 og 1 Tim 4,3), og c) forholdet mellem mand og kvinde i ægteskab og menighed er en skaberordning (1 Kor 11,7-12; 1 Tim 2,13 og jf. Ef 5,22-33).

5) NT lærer, at mennesket er afhængigt af Gud. Gud har skabt det, givet det livet og opretholder livet (Matt 19,4 og ApG 17,25. 28). Mennesket er skabt til at ære, takke og tilbede Gud (ApG 14,15-16; 17,27; Rom 1,20-21; 1 Kor 8,6 og Åb 14,7), og mennesket finder sin sande menneskelighed og værdighed i tilbedelse og lydighed mod Gud.

[1] Guds styre i naturen reflekteres også i talen i synagogen i Nazaret, hvor Jesus nævner eksemplet fra Elias’ tid, dengang himlen blev lukket i tre år og seks dage (Luk 4,25). Passiven er en guddommelig passiv. Gud lukkede himlen, så det ikke regnede (1 Kong 17,1; 18,1). Guds styre i naturen er her en dom over Israel.

[2] Man har ofte udledt af Guds fortsatte og aktive skabelse, at Gud er far til alle mennesker og eventuelt også til alle levende skabninger. Man henviser til Matt 5,45; 6,26. 28-30 og 10,29, og specielt Matt 5,45 spiller her en stor rolle, fordi man har tolket Guds virke med at sende sol og regn over alle som udtryk for, at han er alles far. Det er dog en indlæsning. I vers 45 taler Jesus udtrykkeligt om Gud som jeres himmelske fader. Jesus taler til disciple, og Gud er de troendes far og ikke menneskers far. Argumentet i Matt 5,45 går heller ikke på, at disciplene skal vise kærlighed mod alle, fordi Gud er alles far, men argumentet går på, at disciplene skal ligne Gud i hans omsorg for alle på et skaberplan, fordi han er deres far. I evangelierne er Jesus i en enestående forstand Guds Søn, og de troendes status som Guds sønner (og døtre) er afledet af denne. En status som søn forudsætter troen. Sprogbrugen er konsistent. Jesus taler altid om jeres himmelske far til disciplene, og han taler aldrig om jeres himmelske fader i relation til mennesker generelt.

[3] Den skabte verden blev revet med af syndefaldet, og forholdene ændredes på grund af synden (1 Mos 3,14-19 og Rom 8,20-22), og derfor venter vi også en forvandlet jord, som er befriet fra syndens konsekvenser. Men skabelsen, den fortsatte skabelse og opretholdelse er Guds gerning.

[4] Se Torben Kjær: Speech in Lystra, tkjær.net

[5] Det er kendt fra LXX, hvor det bruges en del gange om afguderne (3 Kg 16,2; 16,13; 16,26; 4 Kg 17,15, Est 4,17; Jer 2,5 og 8,19).

[6] Se Torben Kjær, Afguder og afgudsofferkød, 69-71. Dette er helt i overensstemmelse med GT (jf. f.eks. Es 44 og 45). Her kan profeter begrunde, at Israels Gud er den eneste Gud i modsætning til afguderne, med, at Gud er skaberen.

[7] Karakteristikken af Gud som skaberen står som en begrundelse for kaldet til at omvende sig til den levende Gud. Kaldet er dermed baseret på, at Gud er skaberen, og det viser, at der i skabelsen er indbygget en fordring på menneskets liv og eksistens.

[8] Se Torben Kjær, Speech on Areopagus, tkjaer.net

[9] Torben Kjær, Naturlig åbenbaring, 34-52.

[10] Min oversættelse.

[11] Ordet ”at kalde” kan bruges om Guds skabende aktivitet (Es 41,4 og 48,13).

[12] Mange finder, at brugen af hos (som eller som om) problematiserer denne tolkning, men hos kan være konsekutivt (så at). Det er dog sjældent. Partiklen hos kan indføre en sags eller persons egenskab. Pedantisk oversat: Som kalder det ikke-værende til en egenskab af værende. Ofte vil man ikke oversætte denne brug af hos.Begge muligheder vil give god mening i Rom 4,17. Det afgørende i tolkningen er sammenhængen med dens fokus på Guds skaberhandling, og dette fokus forstærkes af det umiddelbart foregående (som gør døde levende), som ikke fungerer sammen med, at Gud taler om noget fiktivt som om det eksisterede, men som fungerer sammen med, at Gud skaber noget af intet. Nogle vil ud fra 1 Mos 17,5.15. 19. 21 forstå ”at kalde” som ”at omtale”, for i 1 Mos 17 omtaler Gud den endnu ikke fødte Isak ved navn og Abrahams endnu ikke eksisterende efterkommere. Vi oversætter da: Og som kalder det, som ikke er, som om det er. Udsagnet fremhæver da opfyldelsens vished.

[13] Torben Kjær, Afguder og afgudsofferkød, 56-71.

[14] Traditionelt har man ment, at det handler om slør.

[15] Torben Kjær, Tjenestedeling, 82-94.

[16] DO92 har ”afglans”, som er en dårlig oversættelse, fordi det er tvivlsomt, om det græske ord doksa kan have den betydning, og fordi oversættelsen er i modsætning til skabelsesberetningen. Eva er ikke skabt i Adams billede og som en afglans af ham, men hun er ligesom Adam skabt i Guds billede (1 Mos 1,26-27). Doksa oversætter vi normalt med ”herlighed” eller ”ære”.

[17] Af hensyn til englene fortæller, at det sker på grund af englene, som er vidner og vogtere af Guds ordninger.

[18] Oversættelsen er fra Den Frie Bibel.

[19] Torben Kjær, Tjenestedeling, 47-49.

[20] Ordet ”godt” har ikke etisk betydning eller kultisk betydning (”rent”, ”helligt”). Der er heller ikke tænkt på, at det er godt i sig selv, men ordet bestemmes i sammenhængen af modtagelse i tak. Godt er da noget godt for mennesket, for det er noget, som bringer liv, bevarer liv og gør livet rigt. Godt svarer nærmest til ordet velsignelse.

[21] Min oversættelse. Det adverbielle participium har konditional betydning, fordi det svarer til Guds skabervilje. Vi gengiver det med ”når” eller ”hvis”.

[22] Der er en tydelig korrespondance mellem som Gud har skabt til at modtages med tak af dem og når det modtages med tak.

[23] Ordet helliges kan ikke i sammenhængen betyde, at noget vanhelligt eller urent bliver helligt og rent, da alt det, Gud har skabt, er godt.

[24] Ved er instrumentalt.

[25] Der bruges katartizo, som kan betyde ”ordne”, ”reparere”, ”forberede” og ”skabe”. Det skal gengives med ”at skabe” på grund af det parallelle ”er blevet til” (vers 3b), på grund af hele vers 3b, som ikke kan forenes med en forestilling om at skabe orden i noget foreliggende stof, på grund af Hebr 1,2 og på grund af den bibelske skabelsestanke, hvor der bruges ”at skabe” (ktizo).

[26] Min oversættelse. Det er en konsekutiv sætning, som angiver følge, konsekvens eller resultat (”så at”). Sætningen kan gengives på to måder: 1) ”Så at det, der ses, blev til af det usynlige”. Her knytter vi ”ikke” sammen med ”det synlige” og gengiver det med det usynlige. Hvis denne forståelse er rigtigt, står ”det usynlige” parallelt med Guds ord, og det usynlige er da Guds ord. Her vil man hævde, at vers 3a og 3b danner en kiasme, som betyder, at ”Guds ord” svarer til ”det usynlige”, og det bekræfter, at ”det usynlige” refererer til Guds ord. a) Men da vers 3b er en konsekutiv sætning, kan vi ikke operere med en kiasme, men følgen eller konsekvensen bringer noget nyt frem i sætningen, nemlig at verden ikke blev til af det usynlige, og det usynlige står som kontrast til Guds ord. b) Guds ord er ikke usynligt: Det tales, det høres, og senere skrives det. c) Argumentationen går i ring, og vers 3a og vers 3b siger det samme, og det stemmer ikke med, at vers 3b er en konsekutivsætning, som bringer noget nyt. 1) ”Så at det, der ses, ikke blev til af det synlige”. Her knytter vi ”ikke” sammen med ”blev til”, og det er det bedste i sammenhængen.

[27] Det, der ses er en mere præcis oversættelse end DO92.

[28] Min oversættelse.

[29] Rækkefølgen med først opretholdelse og så skabelse er måske for at betone, at Gud ikke har tabt kontrollen med verden. Dette er til trøst og opmuntring.

[30] Min oversættelse.

[31] Og havet findes ikke mere er en del af begrundelsen. I denne sammenhæng er havet et symbol på ondskaben, fordi der er fokus på en fornyet verden uden lidelse, død og ondskab (vers 4).

[32] Kainon/kainen har oftest i NT kvalitativ betydning og refererer til noget nyt i kvalitet og ikke i tid.

[33] Der er et vist overlap mellem kategorierne.