Historiciteten af
Første Mosebog 1-11

Af Andreas Årikstad

_{Artiklen er fra bogen “Guds ord – Fundamentet for evangelisk luthersk tro“. Vi har efter aftale med forfatteren fået lov til at lægge den op på bibelskskabelse.dk}

Hvorfor dette tekstafsnit?

Skabelsesberetningen er det mest grundlæggende afsnit i hele Bibelen. Samtidig er det et af de mest betvivlede. Selv om mange mennesker i Europa fortsat tror, at Gud skabte verden, er troen på Bibelens beretning om skabelsen for længst forkastet til fordel for det, som med en fællesbeteg­nelse ofte kaldes videnskab. I takt med uddannelsesniveauet og i tråd med gældende konsensus undervises derfor de fle­ste unge i dag netop i, at Bibelens urhistorie (de første 11 kapitler i Første Mosebog) er mytestof, som ikke er histo­risk holdbart. Sådan er det også på de fleste teologiske ud­dannelsesinstitutioner i Skandinavien.

Samtidig med, at tekstafsnittet i begyndelsen af vores Bibel er et af de mest betvivlede, er det også et af de vigtig­ste. Alle Bibelens lærepunkter bygger direkte eller indirekte på vigtige sandheder i de første kapitler af Første Mosebog. Særligt er hele frelsesværket bygget op om den grundlæg­gende sandhed, at mennesket, skabt i Guds billede, har syn­det og er i oprør mod Skaberen. Det er i den verden, som faldt i synd ved Adam, at Jesus senere trådte ind som “den sidste Adam“ (1 Kor 15,45) for at frelse mennesker, som er ude af stand til at frelse sig selv.

Forskellige verdensbilleder

Bibelen er en sammenhængende bog, som, læst fra begyn­delsen til enden, giver sig ud for at give en fremstilling af verdens historie med sigte på et frelseshistorisk mål. Bibe­len præsenterer et verdensbillede, hvor Gud står udenfor det skabte, og hvor hans handlinger i historien er suveræne.

I modsætning til dette står blandt andet et ateistisk ver­densbillede, hvor jorden, livet og mennesket menes opstået spontant uden Gud. En konsekvens af dette er, at historiens gang ikke styrer mod noget bestemt mål, og at en objektiv mening med tilværelsen ikke findes.

Set fra en videnskabshistorisk synsvinkel hviler det bi­belske og det ateistiske verdensbillede i to forskellige para­digmer. Paradigmerne er tankemæssige overbygninger eller grundlæggende forudsætninger, som danner grundlag for forklaringer på naturhistoriens og verdenshistoriens gang, og som hænger sammen med den store fortælling, som om­handler universets historie fra begyndelsen til enden. Lad os konkretisere:

Det grundlæggende paradigme inden for et ateistisk ver­densbillede er tanken om uniformitet – ensartethed. En­kelt forklaret kan vi sige, at siden der ikke findes nogen Gud, som har skabt, forandret eller tilintetgjort noget, er verden, som den fremtræder i dag, vores eneste kilde til kundskab om historien. Kort sagt må vi bruge nutiden (som verden fremstår i dag) til at forklare fortiden. Alt, hvad vi ser af pågående processer i naturen, må være et resultat af tidligere processer, som følger de samme naturlige love (som tilfældigvis er opstået). Den kristne tanke om en Gud, som griber ind i historien, må nødvendigvis afvises. I stedet er evolutionslæren blevet den hovedteori, som skal forklare ikke bare naturhistorien, men også moderne historie, psy­kologi, biologi og (i udvidet kosmologisk forstand) også geo­logi og astronomi.

Mod dette står det bibelske verdensbillede med et para­digme om, at verden blev skabt overmåde god (1 Mos 1,31) for så at blive forandret. I et bibelsk verdensbillede har ver­den ikke altid været, som den fremstår i dag. I Bibelen har vi en kilde uden om naturen, et ord fra Skaberen selv om, at han greb ind i historien i forbindelse med syndefaldet. Bibe­len bruger flere forskellige ord om dette. Gud forbandede jorden (1 Mos 3,17) Han lagde skabningen under forgænge­lighed (Rom 8,20). Sådan kom mennesket under syndens og dødens lov (Rom 5,12; 8,2) Men også jorden begyndte den samme dødsproces og styrer derfor mod sit endeligt, klarest udtrykt af Jesus selv: “Himmel og jord skal forgå“ (Matt 24,35).

Vi står altså her med to klare alternativer. Enten har ver­den altid fungeret, som den fungerer i dag, eller også har Gud skabt den god og senere lagt den under forgængelighed med alle de følger, det får for menneskeheden og naturen.

At bruge et rigtigt verdensbillede

Skal vi sige noget om historiciteten af Første Mosebog 1-11, er det relevant at sammenholde den med det bibelske ver­densbillede. At denne verden engang var god, men efter Guds indgriben blev underlagt forgængelighed, er slet og ret ikke en mulighed i det ateistiske billede. Derfor vil også en kristen, som prøver at sammenholde evolutionslæren og kristentroen, komme frem til en naturhistorie, hvor lidelse, død og princippet om den stærkestes ret altid har været en del af skaberværket. Da er de fleste af konsekvenserne af syndefaldet, som Bibelen beskriver dem, afskaffet som kon­sekvenser. I stedet sidder man tilbage med et åndeligt syn­defald, åndelige konsekvenser og en Gud, som har overvæ­ret historiens gang i millioner af år uden at foretage sig noget af nævneværdig betydning.

Flere fremtrædende apologeter støtter forskellige vari­anter af et sådant syn og ødelægger dermed det store billede i Bibelen, hvor den gode begyndelse danner grundlaget for et håb om genoprettelse af det tabte paradis i fremtiden.

Det store billede i Bibelen hænger her nært sammen med det frelseshistoriske aspekt. Da Gud er god og retfær­dig, skabte han en god og retfærdig verden for sine elskede skabninger. Når synd, lidelse og død senere gjorde sit indtog i denne verden, var det ikke Guds skyld, men menneskers. Da Gud indførte døden og lagde skaberværket under for­gængelighed, var det i tråd med det, han havde sagt. Samti­dig lovede Gud en frelser, som skulle fri mennesker ud fra den forgængelige verden. Da Jesus døde på korset, var det Gud selv, som gik ind i Adams og efterslægtens sted og tog straffen på sig. Jesus kom som opfyldelsen af loven og pro­feterne. Frelse har vi, fordi Gud har sagt det, i troen på hans stedfortrædergerning for os.

Men historien slutter ikke der, for Jesus skal en dag komme igen. De, som da venter på Jesus, skal endeligt forlø­ses ud fra denne verden. Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord, og Jesu frelste menighed vil få nye legemer. Lige­som faldet i fortiden blev fulgt af konkrete virkninger både hos mennesker og på jorden i øvrigt, vil altså også frelsen i Jesus få konkrete følger i fremtiden for den, som tager imod ham. Gud handlede i historien på syndefaldets dag, og han skal handle igen i fremtiden (se 2 Pet 3).

Naturen og Bibelen

Når vi ser, at en så central videnskabsteori som evolutions­læren ser ud til at kollidere frontalt med det bibelske ver­densbillede, vil det være naturligt at komme med nogle ind­vendinger. Nogle spørger: Kan naturens vidnesbyrd, som jo er lagt ned af Gud, modsige det, Gud har sagt i sit ord? Sagt på en anden måde: Hvis Gud har givet os to bøger (naturen og Bibelen), så må de vel stemme overens?

Ja, sådan er det. Gud har skabt naturen, og den vidner om hans storhed og magt (Rom 1,19f.; Sl 19,2). Det er også så­dan, at der ikke er nogen modsætning mellem den verden, vi lever i, og den verden, Bibelen taler om. Der er derfor heller ingen konflikt mellem sand videnskab og Bibelen. Det, som derimod kan resultere i konflikt, er, når videnska­belige konklusioner bliver draget på baggrund af ikke-bibel­ske paradigmer eller verdensbilleder, for eksempel unifor­mitetslæren som i tilfældet med evolutionslæren. Her frem­står en konflikt mellem en filosofisk/videnskabelig teori på den ene side og Bibelens lære på den anden side. Dette er en reel konflikt, ikke mellem Bibelen og videnskaben, men mellem to forskellige verdensbilleder, et ateistisk og et kri­stent.

Ledende apologeter har i nyere tid forsøgt at løse dette ved at læse Bibelens tekster ind i et fremmed verdensbille­de. Resultatet af dette projekt er ikke bare krævende i for­hold til bibeltillid. Det har også afstedkommet uanede kon­sekvenser med tanke på den autoritet, et verdsligt verdens­billede gives i udformningen af kristen troslære. Det oplagte alternativ til denne tilgang er at give Bibelens verdensbille­de højeste autoritet og læse naturen i lys af Bibelen.

For det er netop dette, der sætter sagen i et ret lys. Naturen vidner om Guds skaberværk. Men naturen vidner også om syndefald, lidelse og død. Naturen er forandret og forban­det, men Guds ord i Bibelen er helligt og står fast til evig tid (Es 40,8; Joh 17,17). En teistisk evolutionist (en, som tror, at Gud skabte ved evolution) læser Bibelen i lys af naturen, en bibelsk kreationist læser naturen i lys af Bibelen.

Guds to bøger er altså ikke ligeværdige. Som autoritet gæl­der fortsat Skriften alene. Skabelse ved udvikling over millio­ner af år med synd, lidelse og død må derfor afvises som uforenelig med Bibelens lære. Det, vi observerer i naturen i dag, er ikke bare et udtryk for Guds gode skabervilje, men det er også et resultat af syndefaldet og Guds indgriben i den skabte verden efter dette. Følgelig kan vi heller ikke forudsætte, at vi enkelt og ligetil kan regne os tilbage til starten, hver gang vi ser noget i naturen, som ser ud til at have en vis jævn frekvens. Vi overser slet og ret en væsent­lig faktor i årsagsforklaringerne til denne verdens historie, hvis vi ikke regner med Gud og det, han har åbenbaret i sit ord.

Syndfloden

Beretningen om syndfloden i Første Mosebog 6-9 er i lighed med skabelses- og syndefaldsberetningen en vigtig tekst for at forstå Guds handlinger i verden.

Tekstafsnittet falder i samme kategori som det foregående med tanke på at blive betvivlet af akademikere. I den akade­miske tradition har det i stigende grad været normalt at tænke, at vandfloden var en lokal oversvømmelse i Melle­møsten, eller at hele historien har mytologiske præg og ikke er historisk pålidelig. Dette hænger uden tvivl sammen med forståelsen af skabelsen. Syndfloden er netop en konse­kvens af syndefaldet og forgængeligheden, som satte sit præg på verden. Syndfloden beskrives som Guds indgriben for at sætte en stopper for ondskaben, som tog til i omfang. Når Peter omtaler dette i Andet Petersbrev 3, tegner han en klar parallel til den Guds indgriben, som vil ske, når Gud la­der jorden forgå ved ild på den fremtidige dommedag.

Rent videnskabeligt er forståelsen af syndfloden også rele­vant for forståelsen af skabelsen. Frem til 1700-tallet blev de geologiske lag i sedimentære bjergarter blandt andet for­klaret som aflejringer fra syndfloden. Geologen Charles Ly­ell (1797-1875) var den, der populariserede det nye syn, hvor lagene repræsenterer millioner af år. Som en følge af dette har kristne, der har godtaget tanken om millioner af år som naturhistorie, også mange gange taget konsekvensen ved at nægte, at syndfloden i 1. Mosebog var en historisk og global oversvømmelse.

Nogle kunne nok ønske, at disse problemstillinger kun­ne holdes adskilt fra hinanden, men realiteterne er, at de er stærkere sammenvævet, end de fleste tror. Lagene med se­dimenter, som dækker ca. 75 procent af jordens overflade, inklusive Himalaya og Mount Everest, indeholder nemlig en mængde fossiler, som altså repræsenterer død og lidelse.

For at sætte det på spidsen kan vi nævne, at nogle dinosau­rer havde kræft. I al enkelthed betyder det, at det enten er sådan, at disse døde i syndfloden i Noas dage for ca. 4500 år siden, eller også er det sådan, at død og lidelse var en del af skaberværket, mange millioner år før der i det hele taget ek­sisterede noget menneske, som kunne synde.

Der er næppe tvivl om Bibelens ligefremme budskab om dette. Den, der bagatelliserer Bibelens tale om menne­skets ansvar for syndefaldet, om konsekvenserne af dette og om Guds doms- og frelseshandlinger i historien, tager et stort ansvar på sig. Indirekte forkyndes det af den akademi­ske tradition i dag, at mennesker ikke har ansvar for, at synd og død kom ind i verden, at Guds forbandelse over skaberværket ikke havde nogen effekt (for verden har altid været forgængelig og aldrig overmåde god), og at Guds dom i Noas dage egentlig bare var verbal og symbolsk eller i hvert fald stærkt begrænset i omfang og graden af alvor. Denne forkyndelse undergraver ikke bare Bibelens trovær­dighed og sammenhæng, men frarøver i høj grad også Gud både ære, handlekraft og relevans for vores verden i dag og i forhold til vores behov for frelse og forløsning fra syndens og dødens lov.

Tekstens egenart

En af de vigtigste teologiske indvendinger til ovenstående handler om genre. Allerede gennem den historisk-kritiske metode er teksterne i Første Mosebog blevet tillagt forskel­lige genrer. Genrebestemmelse og vurdering af teksternes værdi som historisk materiale er altså et arbejde, som er ud­ført systematisk over flere århundreder, og som vi selvsagt også finder spor af gennem kirkehistorien i øvrigt.

I denne sammenhæng er bestemmelsen af Første Mosebog 1-11 (urhistorien) af særlig interesse. Disse 11 kapitler be­skriver menneskehedens historie de første 2000 år efter skabelsen frem til udvælgelsen af Abraham som stamfar til Guds folk. Selve skillet mellem kapitel 11 og 12 er kunstigt. Abraham er også nævnt i kapitel 11, og netop her gøres der grundigt rede for slægtens gang fra Noas søn Sem og frem til Abraham. Holder vi dette sammen med slægtstavlerne i kapitel 5, får vi hele slægten fra Adam til Abraham, som gi­ver os de 2000 år.

Er der så noget, der tilsiger, at urhistorien skal læses på nogen anden måde end en ligefrem historisk korrekt beskri­velse og et sammendrag af verdens tilblivelse og tidlige hi­storie? Nogle vil hævde det, og påstandene om dette kan have karakter af både det enkle eller det mere sofistikerede. Mens nogle kort og godt vil henvise til det poetiske sprog i Bibelen som et argument mod den historiske pålidelighed, vil andre mene, at ligheden mellem urhistorien og forskelli­ge ophavsmyter fra andre kulturer skulle tilsige, at Bibelens beretninger må placeres i samme kategori.

Augustin så syvdagesskemaet som et pædagogisk greb fra Guds side for at sige os noget om skaberværket. Han regne­de ikke med, at det var nødvendigt for Gud virkelig at bruge så “lang“ tid som seks dage.

Blandt de mere sofistikerede forklaringer er den kosmi­ske tempelindvielsesmodel. Ifølge denne fortæller Første Mosebog tilsyneladende, hvordan verden blev skabt, men meget af dette er egentlig bare billedsprog, som skal vise os noget af det samme billede, som vi får i templet som det sted, hvor Gud møder mennesker. Edens have bliver en pa­rallel til det allerhelligste i templet.

Nu er det ikke sådan, at disse forklaringer nødvendigvis bare er forkerte. Der er oplagt ting her, som kan bruges på en god måde. Gud er ikke bare en god poet, han er verdens bedste poet. Derfor er det ikke underligt, at Bibelen inde­holder en masse god poesi. Gud er også verdens bedste pæ­dagog. Derfor er skabelsesberetningen lagt an på en god pædagogisk måde. Det er også oplagt, at der findes visse pa­ralleller mellem skabelsesberetningen og templets funktion i Det Gamle Testamente. Mange gange kan sådan nogle sammenligninger til og med være med til at fremdrage ty­delige linjer i Bibelen, som peger på Guds fantastiske frelsesværk. Men disse ting kan også misbruges.

For hvad er det, der tilsiger, at alt dette skulle betyde, at tek­sterne ikke er historisk korrekte? Egentlig ingenting. Gud er ikke så lille, at han må vælge, om hans tekst skal være histo­risk korrekt eller godt pædagogisk præsenteret. I stedet er det sådan, at Gud både skaber og handler i historien på en fuldkommen måde – også pædagogisk set. Gud er slet og ret suveræn, og sammenhængene i hans ord, i verden og i det enkelte menneskes liv er fuldkomne ned til mindste detalje (Rom 8,28; Matt 5,18).

Kort sagt kan vi altså sige, at uanset hvilken genre vi måtte tildele urhistorien, så hindrer det ikke, at teksten også kan læses bogstaveligt som en historisk korrekt fremstilling af, hvad der skete. Det er også sådan, Bibelen selv giver ind­tryk af at skulle læses. Som Jesus, Paulus, Peter og Johannes læste Det Gamle Testamente og urhistorien, sådan bør også vi læse. De giver også teksten en genrebenævnelse. Først og fremmest er urhistorien nemlig Guds ord. Dette er den grundlæggende genre, og det må gøre os ydmyge i forhold til at tænke, at Gud skulle mene noget som helst andet end lige nøjagtig det, han siger – det, som står skrevet:

For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den (2 Mos 20,11).

Jesus og apostlene

Jesus og apostlene tilslutter sig ubetinget mosebøgerne. Lad os kort se på nogle eksempler. Jesus er for det første gene­relt optaget af, at Ordet i Det Gamle Testamente er trovær­digt og relevant i forhold til hans egen person og gerning.

Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord? (Joh 5,46f.).

Det samme billede ser vi også i resten af Det Nye Testamen­te. Peter, som selv havde været øjenvidne til Jesu virke, hol­der Det Gamle Testamente for at være mere troværdigt end det, han har set med egne øjne (2 Pet 1,19). Paulus, som var grundigt oplært i Det Gamle Testamente, understreger, hvordan Jesus kom som opfyldelsen af Skrifterne (1 Kor 15,3f.), og Johannes identificerer Jesus som “Ordet“ og “Guds ord“ (Joh 1,1-14; Åb 19,13).

I tillæg til den omfattende generelle vægtning af dette gives der også en mængde konkrete eksempler på en sådan læsning. Jesus omtaler for eksempel Abel (Adam og Evas søn) som en historisk person (Matt 23,35). Det samme gæl­der Noa. Jesus sammenligner samfundet på Noas tid med forholdene, som de vil være, når han kommer igen (Matt 24,37). Jesus viser også tilbage til Adam og Evas ægteskab, når han skal begrunde ægteskabslæren. Her kan vi til og med læse, hvordan Jesus knytter Adam og Eva ikke bare til menneskehedens begyndelse, men til hele skabningens be­gyndelse (Mark 10,6ff.).

Det samme billede finder vi hos apostlene. Syndfloden omtales af Peter som en kataklysme – en katastrofal hæn­delse, som gør, at han omtaler verden før syndfloden, som “den gamle verden“ (2 Pet 2,5) og “den daværende verden“ (2 Pet 3,6). Dette kapitel indeholder også en egen profeti om, at skabelsen og syndfloden i de sidste dage vil blive negligeret af folk, som spotter løftet om en ny Guds indgri­ben i verdens historie ved Jesu genkomst. Hebræerbrevets forfatter skriver om både Abel, Enok, Noa, Abraham, Isak og Jakob, alle som historiske personer på lige fod med hin­anden (Hebr 11). Johannes bekræfter, hvordan alt er skabt af Ordet, som er Gud, og at ”uden ham blev intet til af det, som er” (Joh 1,1-3).

Sidst, men ikke mindst, har vi Paulus, som gør grundigt rede for frelseshistorien, inklusive Adams fald og Jesu rolle som modstykke til Adam. Det ser vi tydeligt både i Romer­brevet 5 og i Første Korintherbrev 15. I den forbindelse er Paulus også så tydelig, som man kan være, med tanke på at bekræfte Adam som en historisk person og også hans speci­elle skabelse af jord, hans status som det første menneske og hans karakter af at være et menneske af kød og blod, præcis som vi er det:

Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menne­ske er fra himlen. Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive (1 Kor 15,47f.).

For Paulus er det også en pointe, at hvor vi blev underlagt forgængeligheden som følge af syndefaldet, skal vi også fri­es fra forgængeligheden ved opstandelsen fra de døde (1 Kor 15). Den samme tanke om et håb om det uforgængelige finder vi også hos Peter og hos Jesus selv (1 Pet 1,3ff. og Luk 12,33).

Som nævnt forholder den akademiske teologi sig stærkt tvivlende til urhistoriens historicitet. Det, de dog ikke tviv­ler på, er Bibelens selvvidnesbyrd om dette. Dr. James Barr, tidligere professor i Hebraisk ved Universitetet i Oxford, som ikke selv troede på urhistoriens historicitet, sagde det sådan:

“Så vidt jeg ved, findes der ikke en eneste professor i hebra­isk eller Det Gamle Testamente ved noget som helst univer­sitet i verdensklasse, som ikke tror, at forfatteren/forfatter­ne af urhistorien ønskede at beskrive tanken for deres læse­re om at

1) skabelsen fandt sted i løbet af seks almindelige 24 timers dage

2) tallene i slægtstavlerne giver et enkelt værktøj til at nå frem til en tidsregning fra verdens begyndelse til senere sta­dier i bibelhistorien

3) Noas vandflod skulle forstås som en verdensomspænden­de vandflod, som udryddede alt menneske- og dyreliv med undtagelse af dem, der var i arken.“[1]

Hvis det virkelig stemmer, at alt dette ikke bare er formidlet sådan, men også skete sådan, så sætter det frelseshistorien i et væsentligt mere troværdigt lys, end hvis vi skulle antage et evolutions- og uniformitetsdogme som grundlag for vo­res tro.

Videnskabelige udfordringer

Vi har ikke meget plads til rådighed til denne side af tema­tikken her. For dem, der ønsker at gå i dybden med disse temaer, findes der gode kilder i litteraturlisten.

Når vi alligevel tager et lille afsnit med om de videnskabeli­ge udfordringer, skyldes det, at det for de fleste mennesker er både vigtigt, relevant og centralt i forhold til at have tillid til Bibelen. Hvordan skal vi forholde os til dinosaurer, date­ringsmetoder, astronomi og biologi? Og hvor grundigt kend­skab til disse ting er det egentlig nødvendigt at have?

Svaret på det sidste er nok individuelt betinget. Grundlæg­gende set behøver vi ikke at vide så meget mere, end at også evolutionsdogmet er bygget på tro, troen på uniformitet og troen på, at Gud ikke har grebet ind i naturhistorien. Når ra­diometriske dateringsmetoder fastslår, at dinosaurer ud­døde for 65 millioner år siden, er det netop uniformitet, som lægges til grund. Når Gud ikke tages med i betragtnin­gen, bliver resultatet derefter.

Det samme gælder i høj grad astronomien. Når hele uni­versets tilblivelse hænger på en teori om, at alt var samlet i et lille knappenålshoved, som gennem 14 milliarder år har udvidet sig naturligt til det univers, vi ser i dag, så er det ikke mærkeligt, at jorden og alt, vi kender her, forklares som rester af stjernestøv, der er begyndt at gå i bane rundt om solen. Sandheden er, at vi næsten ingenting ved om uni­verset. Men ved at regne på Big Bang-teorien og måle lyset fra stjerner, kan vi sandsynliggøre en del ting om fjerne himmellegemer. Men hvis nu Guds ord gav alt dette sin ek­sistens for nogle få tusinde år siden og senere lagde det un­der forgængelighedslove, hvad så? Hvordan skal vi kunne regne på det uden først at lytte til Gud? Når alt kommer til alt, handler det om tro. Tror vi Guds ord om, hvordan det skete, eller har vi mere tro på menneskers ord, menneskers tankebygninger og vores egen fornuft?

I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt (Hebr 11,3).

En anden side ved dette er biologien. Genetikeren Dr. John Sanford siger om det menneskelige genom (den samlede DNA-kode), at det ruster i stykker som en bil. Sanford op­dagede dette undervejs i sit videnskabelige arbejde og vid­ner i dag om, hvordan det totalt forandrede hans kristenliv at indse, at Bibelen havde ret. Menneskets genom er virkelig i færd med at forgå. Mutationerne tjener ikke til livets udvikling, men til livets afvikling. Hele menneskeheden, som i Adam og Eva var skabt overmåde godt – så godt at de i begyndelsen levede næsten 1000 år – forringes efter syn­defaldet generation efter generation, sådan at mennesket i dag kun er en svag kopi af det, som det engang var. På sam­me måde er det hos dyr og planter, som alle er skabt af Gud “hver efter sin art“ (1 Mos 1,11-12.21.24-25).

At forstå dette samlede billede giver visdom i hjertet, fordi vi lærer at tælle vore dage (Sl 90,12). Det giver også svar på en mængde apologetiske udfordringer, for eksempel hvordan Kain kunne gifte sig med sin søster, hvordan men­nesker kunne blive næsten 1000 år gamle og ikke mindst hvordan Bibelens tale om folkeslagene, deres ophav, spredning og sammenhæng hænger sammen med missions­opgaven til de samme folkeslag – Adams faldne slægt.

Bibelen er ikke en videnskabsbog – heldigvis! For videnska­belige arbejder fornyes hvert år, og gamle påstande tilbage­vises og korrigeres. Bibelen er Guds evige ord og har til denne dag vist sig at kunne imødegå alle verdens udfordrin­ger. Men Bibelen udtaler sig også om videnskab. Det store billede, når det gælder astronomi, geologi og biologi, finder vi i Bibelen. At antage Bibelens vidnesbyrd her som grund­lag for en detaljeret læsning af Bibelen og den verden, vi le­ver i, giver ikke bare svar på en række vanskelige trosmæs­sige spørgsmål og sammenhænge i den Bibelske frelseslære. Sammen med dette giver det god anledning til at forstå en række videnskabelige forhold ved den verden, vi lever i, ved naturen og ved mennesket. Her som i alle andre sager gæl­der det at:

At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed (Ordsp 9,10).

Et endetidstegn

Til sidst skal vi se på nogle af de vers i Bibelen, som taler om den negligering af Bibelens skabelsesberetning og urhi­storie, som vi i vores tid er vidne til. Peter profeterer føl­gende i det sidste kapitel af sit andet brev:

“For først og fremmest skal I vide, at der i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hån­ligt siger: “Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.“ Men de, der påstår dette, over­ser, at fra gammel tid var der himle til og en jord, som på Guds ord var opstået af vand og gennem vand, og derfor gik den daværende verden da også til grunde ved at blive over­svømmet af vand. Men de nuværende himle og den nuvæ­rende jord er i kraft af det samme ord blevet opretholdt og gemt til ilden på dommens dag, når de ugudelige mennesker skal gå fortabt“ (2 Pet 3,3-7).[2]

Hvad er det, Peter siger? Jo, i den sidste tid skal mennesker, fordi de ønsker at leve efter deres lyster, fornægte Jesu gen­komst. De ønsker ikke at blive dømt og vil derfor heller ikke tro ordet om dommen. Som forsvar for dette fremfører de troen på, at alt bliver ved med at være, som det har været – uniformitetslære. Desuden er Peter tydelig i beskrivelsen af, hvordan dette hænger sammen med, at de med vilje overser Guds tidligere indgriben i historien gennem skabelsen ved hans ord, og syndfloden, som var en dom over menneskers synd.

Dette er for Peter relevant i forhold til deres fornægtelse af Jesu genkomst. Der er nemlig en parallel i dette. Som Gud greb ind, da han skabte verden ved sit ord, har han også i sit ord sagt, at jorden skal forgå. Som Gud førte dom over mennesker i Noas dage, vil han også gøre det igen. Og ligesom folk i Noas dage ikke troede på syndfloden og dom­men, sådan vil også mennesker i den sidste tid falde fra tro­en på Jesu komme og dommen over alle mennesker. Troen på Guds ord fornægtes. Troen på Guds indgriben i histo­riens gang fornægtes. For mennesket ønsker ikke at have med Gud at gøre. Dybest set ønsker det at leve efter sine ly­ster langt borte fra Guds evige, gode og retfærdige lys. Så­dan er det blevet. Sådan var det ikke i begyndelsen.

Men til sidst skal det gode genoprettes for dem, som tager sin tilflugt til ham, der gik i Adams sted og tog synden, li­delsen, døden på sig. Alle konsekvenser af syndefaldet ram­te Jesus på korset. Derfor får du og jeg, som tror på ham, lov at gå fri fra den samme straf og de samme konsekvenser. Derfor har vi håb om frigørelse fra forgængelighed og frelse fra en evighed borte fra Herrens åsyn. Gud skaber troen på dette evangelium af intet – ved sit ord – ligesom han engang skabte hele verden.

Litteratur

Anbefalet videre læsning – nyere engelsk litteratur

Chou, Abner (Ed): “What happened in the garden – The Reality and Ramifications of the Creation and Fall of Man” Kregel publications 2016.

Crowe, Donald D: “Creation without compromise – A Christian worldview response to volutionary challenges to the faith“ Creation book publishers, Brisbane, Australia 2009.

Ham, Ken: “Six days – The Age of the Earth and the Decline of the Church“ Master Books 2013.

MacArthur, John (Ed): “The inerrant word – biblical, his­ torical, theological and pastoral perspectives” Crossway 2016.

Morris, Henry M: “Biblical Creationism – What each book of the Bible teaches about creation and the flood“ Master books 1993 / 2000.

Perloff, James: “Tornado in a junkyard – The relentless myth of Darwinism“, Refuge Books, Arlington MA 1999.

Sanford, John C: “Genetic entropy” FMS Publications 2005.

Sarfati, Jonathan D.: “The Genesis Account – A theological, historical, and scientific commentary on genesis 1-11” Cre­ation book publishers 2015.

Anbefalet skandinavisk litteratur

Danmark

Vigilius, Mikkel: “Udvikling eller skabelse“ Luthersk Mis­ sions Bibelskoles Elevforening/ Forlagsgruppen Lohse 2013.

Norge

Tveter, Kjell J.: “Livet – Skapelse eller tilfeldighet?“ Her­ mon, Oslo 2012 (Bogen repræsenterer et indblik i biologi­ens fantastiske univers og argumenterer for en intelligent designer).

Årikstad, Andreas; Lianes, Jogeir og Årikstad-Nielsen, Johan Samuel: “Skapelse og/eller evolusjon – Hva sier Bibelen“ Hermon 2014.

Hjemmeside: www.skaper.no.

Sverige

Gärdeborn, Anders: “Intelligent Skapelsetro – En naturveta­re läser Förste Mosebok“ XP Media 2009.

Molén, Mats: “Vårt ursprung? – Om universums, jordens och livets uppkomst samt historia“ Fjerde utgave, XP Media, Umeå 2000.

Hjemmeside: www.genesis.nu.

Anden kildelitteratur

Ham, Ken; Hodge, Bodie; Kerby, Carl m. fl.: “War of the worldviews – Powerful answers for an ´evolutionized´ cul­ture”, Answers in genesis, Hebron KY 2005.

Sanford, John C interviewet i dokumentaren “Evolution’s Achilles’ heels” Creation Ministries International CMI 2014. Udgivet på norsk “Evolusjonens Akilleshæler” på Hermon Forlag 2017.

---

[1] Barr er citeret i Ham m.fl. 2005, 98.

[2] Det efterfølgende vers 8 bruges nogle gange til at relativisere Bi­belens tale om skabelsesdagene, men dette løser ikke de grund­læggende problemer, som evolutionslæren har med Bibelen ift. en god skabelse og et syndefald, med lidelse og død som konse­kvens. Vi har ikke plads til en fuld udlægning af vers 8 her, men for den, som er interesseret, giver Hebr 4 en mulig indfaldsvin­kel.