Download de tre artikler samlet her!

Artikel 3 ud af 3 om forfatterintentionen – andre bibelske bøgers forståelse af skabelsesberetningen

De 2 første artikler i denne artikelserie har primært set på, hvor tydeligt skabelses- og syndefaldsberetningen kommunikerer sand, virkelig og ægte historie. Vi har på denne baggrund f.eks. fundet det tydeligt kommunikeret, at skabelsen skete på 6 dage á 24 timer. Er denne forståelse holdbar igennem hele skriften eller bliver denne forståelse ligefrem bekræftet af andre bibelske bøger?  Bekræfter de andre bibelske bøger end 1. Mosebog, at skabelses- og syndefaldsberetningen er sand historie?

Da 1. Mos og skabelsesberetningen ofte citeres i de resterende bibelske bøger, har jeg udvalgt blot 3 steder. Selvom artiklen her kun kigger på 3 steder i skriften til belysningen af ovennævnte spørgsmål, er der flere steder i skriften hvor lignende kunne konkluderes. 

Artikel 3.1 – Er der overensstemmelse mellem skabelsesberetningen og sabbatsbuddet?

Argumentationen i artiklen: Sabbatsbuddet kommunikerer meget tydeligt at Gud skabte alt på 6 dage, hvilket er præcis det som skabelsesberetningen kommunikerer. Hermed bekræfter sabbatsbuddet hvad skabelsesberetningen siger: Gud skabte alt på 6 x 24 timer.

2. Mos 20,11 nævner meget specifikt de 6 skabelsesdage og at Gud hvilede på den syvende. Det er i forbindelse med et af de 10 bud. Der henvises til de 6 skabelsesdage, som en begrundelse for at vi må arbejde 6 dage. Der henvises endvidere til, at Gud hvilede på den syvende dag efter de 6 skabelsesdage og vi derfor skal holde den syvende dag hellig. Begrebet ”dag” (yom på hebraisk) bruges om de 6 dage, hvor vi må arbejde og om den syvende dag, hvor vi skal holde fri. Det samme begreb ”dag” / ”yom” bruges når der på stentavlerne henvises til de 6 skabelsesdage og til den syvende dag, hvor Gud hvilede. Forfatterintentionen må derfor være, at vi må arbejde i 6 dage / 6 x 24 timer og skal holde den syvende dag fri, som ligeledes er 24 timer. På samme måde må dag / yom også betyde en 24 timers dag, når der henvises til skabelsesdagene. Som en samvittighedsfuld læser, der ønsker at forstå forfatterintentionen, må man lade yom betyde det samme, om der i teksten tales om skabelsesdagene eller om der tales om de dage, vi må arbejde. Siden alle (i hvert fald alle jeg kender til) forstår, at det kommunikeres, at det er 6 x 24 timer vi må arbejde, så må skabelsesdagene ifølge 2. Mos 20,11 også være 6×24 timer. Andet vil være at læse en fremmed / ens egne tanker ind i teksten. ”For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han.” 2. Mos 20,11

Allerede i skabelsesberetningen er det tydeligt kommunikeret, at Gud skabte alt på 6 dage og at han hvilede på den syvende. Gud har med sin egen finger tydeligt kommunikeret og bekræftet, at han skabte alt på 6 dage, hvilket i forvejen er kendt fra skabelsesberetningen. Så stentavlerne med de 10 bud bekræfter, at skabelsesberetningen er ægte og sand historie.

 

Bibelens indre sammenhæng er på spil

Argumentationen i artiklen: Sabbatsbuddet begrundes i, at skabelsen skete på 6 x 24 timer. Hvis begrundelsen anfægtes, bliver buddet også anfægtet og Bibelens indre sammenhæng er på spil. Til sidst men ikke mindst er vores forståelse af evangeliet også på spil.

Hvis det ikke er sandt, at Gud skabte alt på 6 x 24 timer, er sabbatsbuddet det heller ikke. Hvis dette bud ikke er sandt, hvorfor skulle de andre bud så være sande og hvis buddene ikke er sande, er synd ikke sandt og virkeligt. Hvis dette er tilfældet, hvad skal vi så med evangeliet? På denne måde falder Bibelens indre sammenhæng fra hinanden uden en historisk forståelse af skabelsesberetningen.      

Hvis ikke de 6 skabelsesdage er sande historiske dage á 24 timer, så er sabbatsbuddet heller ikke sandt, idet dens begrundelse i så fald er falsk. Dette er meget sigende for, hvordan Bibelens indre sammenhæng falder fra hinanden, hvis ikke Bibelens første kapitler læses som ægte historie. Netop 1. Mosebog er central at forstå og det er centralt at fange forfatterintentionen, idet alle doktriner direkte eller indirekte udledes fra Bibelens første bog. Dette bekræftes endvidere af, at 1. Mos er den mest citerede bog i resten af Bibelen.

Artikel 3.2 Hvordan begrunder Jesus sin definition af ægteskabet?

En hverdagsting som ægteskab, hvad ægteskab er og hvad en familie

Argumentationen i artiklen: Jesus, som selv er Skaberen og vidne til skabelsen, begrunder ægteskabet med sin historiske og ligefremme forståelse af skabelsesberetningen og bekræfter herved at skabelsesberetningen er ægte historie.

 er, er én ud af mange væsentlige ting, som Jesus underviste om i sin tid her på jorden. Det er værd at bemærke, at Jesus ikke lærer om ægteskabet ud fra hvad han lige synes eller ud fra observationer, som meget moderne psykologi vil gøre. I stedet henviser han til historien, når han skal begrunde sin definition af ægteskabet. Han viser tilbage til begyndelsen, dvs. skabelsen. Han citerer fra 2 forskellige steder i skabelsesberetningen (1. Mos 1,27 og 2,24). På denne måde bekræfter han det historiske i skabelsesberetningen og at kapitel 1 og kapitel 2 taler om samme historiske begivenhed og de 2 er komplementære beretninger om samme begivenhed.

Udtrykket ”Har I ikke læst” taler til vores samvittighed. Det er farisæere, der er Jesu tilhørere, så selvfølgelig har de læst, så der ligger nok noget mere i udtrykket end blot om de har læst ordene. Jeg tror, det dækker over, om de har troet beretningen, taget den alvorlig, taget det som ægte historie. På denne måde prikker han til deres samvittighed og samtidig får han sagt, at med dette historiske fundament på plads, kan I komme til at forstå den institution som Gud har lavet, som vi kalder ægteskab og familie. Argumentationen bliver hermed, at siden Gud har skabt nøjagtig som 1. Mos beretter, så ”Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Derfor er de ikke længere to, men ét kød.” Matt 19,5-6. Bemærk at Jesus bruger 2 gange ordet ”derfor”. Vægten i argumentet er, at siden skabelsesberetningen er sand historie, er Jesu definition af ægteskab også sandhed. På denne måde har Jesu lære om ægteskab et historisk fundament som grundlag.

Stamtavlerne og den historiske data der ellers er i Bibelen kan føre os tilbage til, at skabelsen skete for ca. 6000 år siden, hvor vores tid, rum og stof begyndte. 6 dage efter denne begyndelse skabte treenigheden mennesket. Jesus, som selv var Skaberen og dermed vidne til skabelsen bekræfter denne begivenhed: ”Fra begyndelsen skabte han dem som mand og kvinde.” Matt 19,4. Selvom mennesket ikke blev skabt lige i det øjeblik Gud skabte tid, rum og stof på første skabelsesdag, men på den sjette skabelsesdag, er Jesu udtalelse om, at mennesket blev skabt i begyndelsen, stadig korrekt som figur 1 viser forneden.

Hvis man derimod begynder at fifle med den bibelske tidslinje, ved at tilføje en evolutionistisk tidslinje ved f.eks. at gøre skabelsesdagene til lange tidsperioder eller tilføje milliarder af år imellem 1. Mos 1,1 og 1,2. eller ved genreombestemme til f.eks. poesi, prosa eller andet, så bliver Jesu udtalelse falsk, hvilket er illustreret på figur 2. Hvis der tilføjes millioner af år til den bibelske tidslinje og stamtavlerne stadig er sande, så kommer skabelsen af mennesket uundgåeligt til at ligge i slutningen af en tidslinje og altså meget langt fra begyndelsen. 

Hermed lærer Jesus og Matthæusevangeliet os, at skabelsesberetningen er ægte historie og bekræfter hermed skabelsesberetningen selvfølgelig skal læses som ægte, sand og virkelig historie.

Har det konsekvenser for familieetikken, om den er begrundet i bibelsk historie eller ej?

Argumentationen i artiklen: Jesu definition af ægteskab og familie begrundes i Jesu ligefremme forståelse af skabelsesberetningen. Hvis vi ikke tror på Jesu begrundelse, kan vi ikke i længden fastholde Jesu definition af ægteskabet.

Den forvirring der forekommer i samfundet, men så sandelig også indenfor kirken, omkring hvordan ægteskabet defineres og er for en størrelse, er egentlig en meget let forudsigelig og forventelig forvirring, for selvfølgelig kan man ikke troværdigt og i længden fastholde Jesu definition af ægteskabet, hvis ikke man tror på hans begrundelse herfor.

Når Jesus lærer, at historiske ting om dengang Gud skabte, er begrundelsen for at ægteskabet er defineret som værende mellem én mand og én kvinde, så bliver det væsentligt, at vi tror på begrundelsen og ikke bare definitionen. Når nogle kristne ikke tror skabelsesberetningen, tror de hermed heller ikke begrundelsen for, at et ægteskab er mellem én mand og én kvinde. For sådanne kristne står den kristne doktrin om ægteskabet derfor uden fundament, hvilket resulterer i kristne, som bliver forvirret omkring hvad ægteskabet er og derfor lettere bliver mere verdslige end bibelske i deres tilgang til ægteskabet og familielivet. De får desuden utroligt svært ved at forsvare den kristne definition af ægteskabet og fremstår forvirret, idet Bibelens indre sammenhæng ikke regnes for troværdigt.

Jesu definition af ægteskab kan ikke være sand, hvis hans begrundelse er falsk. Om vi læser skabelsesberetningen som historie eller ej, har hermed både store konsekvenser for sammenhængen og troværdigheden i Skriften og har store konsekvenser i hverdagslivet, såsom i synet på ægteskab og familie. Siden skabelsesberetningen er sand og virkelig historie, er Jesu definition af ægteskabet også sand.

Artikel 3.3 Paulus’ lære om den første og anden Adam

Argumentationen i artiklen: Historiens værste begivenhed er helt sikkert syndefaldet i Edens have. Alt andet synd og det faktum at vi er døende, er en frugt af denne begivenhed.     Historiens bedste begivenhed er evangeliet, hvor Jesus er overhovedet for en ny slægt. For den troende er frugten af Jesu liv og død tilgivelse og evigt liv i Himlen.   Paulus’ teologi og lære er harmonisk med og forudsætter en ligefrem og historisk forståelse af skabelses- og syndefalds-beretningen. Hermed bekræfter Paulus, at skabelses- og syndefaldsberetningen er ægte og sand historie.

Paulus lærer os om den første og den anden Adam. Den første Adam er selvfølgelig det første menneske og han faldt i synd og hermed kom døden ind i verden. Syndefaldet var en virkelig begivenhed, som formentlig skete kort tid efter skabelsen, idet Adam og Eva havde fået besked om at blive en familie med børn, men det når de ikke inden syndefaldet.

Når syndefaldet er en historisk og virkelig begivenhed, er synden i dag det også, ligesom døden også er det. Paulus forklarer med henvisning til den første Adam, hvorfor der er synd og død i vores tilværelse og virkelighed i dag. ”Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.” Rom 5,12. For Paulus er døden, synden og Adams fald en del af samme virkelighed og en slags årsagskæde, der starter med Adams syndefald. Det bliver virkelig problematisk at forstå Paulus, hvis Adams synd omtolkes til noget symbolsk, uhistorisk og uvirkeligt, for så bliver synden og døden det også. Det er svært at forstå Paulus anderledes end, at han mener og kommunikerer i tydelige vendinger, at i det tilfælde at Adam eller hans efterkommere aldrig havde syndet, så havde der heller ikke været synd og død i dag.

På samme måde, som den første Adam var et historisk menneske, som blev til synd og død for hele menneskeheden, så er den anden Adam også en historisk person. Her henviser Paulus naturligvis til Jesus. Den anden Adam er den første Adams modsætning, idet Jesus blev til liv for alle dem som tror ham, hvorimod den første Adam blev til død. Jesus er på denne måde en ny slægt for de troende, hvilket forklarer jomfrufødslens store teologiske betydning.

Den første og anden Adam er ikke kun hinandens modsætninger, de har også den lighed, at deres gerning fik konsekvens for hele deres slægt / hvad der er dem underlagt. Det betyder, at mennesket siden Adams fald har kendt til synd og død pga. Adams fald. Jesu gerning, hans død og opstandelse, har betydet tilgivelse, retfærdighed og liv for troens slægt – altså de som tror på Jesus.   

Hvis den første Adams fald ikke var ægte og sand historie, så er synd det heller ikke ifølge Paulus – og hvis synd ikke er virkelig, hvorfor skulle Jesus så dø? Selvfølgelig mener Jesus og Paulus, at syndefaldet var en virkelig historisk begivenhed, at synd ligeså er en virkelig frugt af denne begivenhed og at dette er forklaringen på, hvorfor vi er døende. Derfor giver det mening, at Jesus døde i vores sted og på den måde tog synden på sig og tilbød tilgivelse og evigt liv til enhver som tror på Ham. Det var kun på den måde, Gud kunne skabe en ny slægt, hvis liv ikke vil ende i død men i evigt liv, svarende til det som Gud oprindeligt havde påtænkt Adam og Evas slægt.     

Vi kan læse den samme tankegang i 1. kor 15  

Med en historisk forståelse af skabelsesberetningen er Paulus lære om den første og anden Adam fuldstændig harmonisk med skabelses- og syndefaldsberetningen og Bibelen bevarer sin interne rationalitet / sammenhæng. Hermed bekræftes skabelses- og syndefaldsberetningen som ægte og sand historie. 

Anderledes uharmonisk bliver det at læse om den første og anden Adam i Romerbrevet eller 1. Korintherbrev, hvis man har en ikke-bibelsk historisk forståelse af skabelses- og syndefaldsberetningen. Bibelens indre sammenhæng er for en sådan læser blevet usynliggjort. Ikke fordi Bibelen ikke har en indre sammenhæng, men fordi læseren læser det historiske i Bibelen anderledes end Bibelens egen forståelse (i dette tilfælde Paulus’ forståelse).       

Udtryk som viser hvordan Paulus læser skabelses- og syndefaldsberetningen?

Er skriften virkelig så enkel at forstå og er det virkelig så enkelt at se sammenhængen i Skriften som vist foroven i artikel 3.2? At Bibelen er enkel at forstå og har en klar indre sammenhæng, synes i forhold til dette emne at stå og falde med, om Paulus tager skabelses- og syndefaldsberetningen bogstaveligt og som ægte og sand historie. Hvor i teksten kan vi læse, at Paulus tager de første kapitler i Bibelen som ægte historie?

3.3.1 Udtrykket ”…fra Adam til Moses…”

Argumentationen i artiklen: Udtrykket ”…fra Adam til Moses…” giver kun mening hvis begge er historiske personer, hvorfor udtrykket tydeligvis definerer en historisk periode mellem 2 historiske personer.  Udtrykket bekræfter, at skabelsesberetningen er ægte historie på lige fod med den historiske Moses.

”…fra Adam til Moses…” Rom 5,1. Dette udtryk kunne umiddelbart godt definere en historisk periode, som i tid går fra en historisk person til en anden historisk person. Udtrykket giver kun mening, hvis ikke alene Moses er en historisk person, men også Adam er det. Kun ekstreme skeptikere eller én helt uden viden om Bibelen og om bibelske personer vil benægte, at Moses har været en historisk person.

Det bliver irrationelt, når kompromiskristne vil forstå Moses som en historisk person, men ikke Adam. Det bliver irrationelt i den forstand, at der så ikke bliver en rationel sammenhæng i skriften og selve udtrykket ”fra Adam til Moses” mister sin mening. Udtrykket ”fra Adam til Moses” vil med en uhistorisk forståelse af Adam blive et irrationelt udtryk. Det eneste rationelle vil være enten at både Adam og Moses er symbolske og fiktive personer eller at de begge er historiske personer.

Den måde som Paulus bruger udtrykket ”fra Adam til Moses” på, må være med henvisning til den virkelige ægte og sande historiske periode fra Adam til Moses. Forfatterintentionen er, at udtrykke en sand historisk periode og Paulus gør dette endnu tydeligere ved at bruge ægte historiske personer til betegnelsen af tidsperioden. Et godt bud i årstal vil være, at Paulus snakker om perioden fra ca. 4000 f.Kr. til ca. 1491 f.Kr hvor Gud giver Moses stentavlerne med de 10 bud.[1]       

Paulus, som i sit nye liv satte en ære i ikke at rives hid og did af verdslig visdom og filosofi (Ef 4,14) – hvilket helt sikkert også har inkluderet evolution, som også dengang var en udbredt religion – tager den bibelske tidslinje med dens stamtavler osv. for pålydende.

3.3.2 Udtrykket ”Den første og sidste Adam”

Argumentationen i artiklen: Udtrykket ”Den første og sidste Adam” giver kun mening, hvis begge er historiske personer. Siden Jesus er en historisk person, er Adam det også. Udtrykket bekræfter, at skabelsesberetningen er ægte historie på lige fod med den historiske Jesus.

”Den første og sidste Adam” (1. Kor 15,45). Også dette udtryk giver kun mening, hvis de begge er historiske personer eller hvis de begge er fiktive personer. Den anden Adam er Jesus. Det er useriøst at gøre Jesus uhistorisk og derfor må også den første Adam være en historisk person.

Paulus viser meget klart sin forfatterintention om, at Adam er en historisk person. 1. Kor 15,45 starter: ”det er skrevet” hvorefter han citerer 1. Mos 2,7 og bekræfter hermed, at Adam blev skabt af Gud og bekræfter skabelsesberetningen historiske korrekthed. Ved at citere fra GT trækker Paulus på den højeste autoritet for sandhed. For Paulus er det hermed på meget sikker grund (på Bibelens grund) at påstå, at Adam var en historisk person.

”Den første og anden Adam” (1. Kor 15,47). Jesus er på ingen måde det andet menneske, som blev født på naturlig vis, da dette var Kain. Jesus er heller ikke den anden, som blev født på overnaturlig vis. Samuel, Johannes og Isak blev alle født under overnaturlige omstændigheder, men dog med en normal undfangelse. Den måde skriften giver sammenhæng mellem den første og anden Adam er, når man tager skabelsesberetningen for pålydende. Den første Adam blev ikke født på naturlig vis, men skabt direkte fra Gud. På samme måde er også den anden Adam unikt undfanget fra Gud, men denne anden og sidste gang i maven på jomfru Maria. Den anden Adam er hermed en ny slægt, hvor Jesus er Gud og samtidigt fuldt menneske, dog uden synd.

Derfor giver det også god mening, at Paulus fortæller, at vi virkelig er efterkommere fra den første Adam, hvilket fører til døden pga. synden. Da Jesu jordiske krop er unikt undfanget i maven på jomfru Maria som en livgivende Ånd, kan den som tror på Jesus, flyttes over i denne nye slægt / den anden Adam.

Med en ligefrem og bogstavelig læsning af skabelses- og syndefaldsberetningen fremstår Paulus’ teologi og den måde han udlægger evangeliet, som sammenhængende og rationel. Derimod falder Paulus’ teologi om evangeliet fra hinanden, hvis vi ikke tager Adam som en historisk person, som vi virkelig er efterkommere af. Skabelses- og syndefaldberetningen er for Paulus ægte, sand og virkelig historie.

3.3.3 Udtrykket ”Døden kom ved synden”

Argumentationen i artiklen: Udtrykket ”døden kom ved synden” er harmonisk med syndefaldsberetningens lære om, at døden er forårsaget af syndefaldet i Edens have. Rom 5,12 bekræfter herved, at der ikke var synd og død før syndefaldet. Evolutionslæren kan aldrig på en harmonisk måde forenes med Bibelens lære, da et sådant kompromis altid vil placere lidelse og død før syndefaldet.

”…døden kom ved synden..”(Rom 5,12). Dette udtrykker Paulus’ overensstemmelse mellem hvad skabelses- og syndefaldsberetningen siger og hvad Paulus lærer: Der var ingen død før syndefaldet i Edens have. Det var først da syndefaldet var sket, at Gud forbandede Adam og det som var ham underlagt og døden herved begyndte (1 Mos 3,17-19, Rom 8,20-22 og 1 Kor 15,21-22).

Paulus’ lære og teologi om evangeliet falder sammen eller i hvert fald virker usammenhængende / irrationelt, hvis man i et kompromis med evolutionstænkning placerer død før syndefaldet.

Siden enhver kristen, som laver kompromis mellem Bibelen og evolution, må placere død før syndefaldet, så kan sådanne kristne ikke opretholde Paulus’ sammenhæng og rationalitet. Sådanne kristne har ikke nødvendigvis forladt troen på evangeliet, men har ikke Paulus’ fundament under evangeliet. Der kunne skrives meget om hvilke konsekvenser det får for kristenlivet, teologien, trosforsvaret osv. I denne artikel er målet dog blot at konstatere, at Paulus har sammenhæng imellem sin teologi og skriften, men hvis man placerer død før syndefaldet, så falder Paulus’ teologi fra hinanden og Bibelens indre logik falder fra hinanden.

3.3.4 Udtrykket ”Han er blevet et billede på ham der skulle komme.”

”…Han er blevet et billede på ham der skulle komme…”. Den første Adam er på denne måde den sidste Adams kontrasttype (1. Kor 15,45). Hvor den første bragte / bringer død til verden, bringer den sidste liv til verden. Denne kontrast type mellem den første og sidste Adam bliver stillet op med mange kontraster i Rom 5,15-21:

Den første Adam > < Den anden Adam

Vers 15: Fald / død > < Nådegave

Vers 16: Dom / fordømmelse > < Nådegaven / retfærdighed

Vers 17: Død > < herredømme og liv 

Vers 18: Fald og fordømmelse > < retfærdighed og liv

Vers 19: Syndere ved det ene menneskes ulydighed > < … blive retfærdige ved én enestes retfærdighed

Vers 20: Loven og faldet > < Loven og nåden (Loven gør både faldet og nåden større)

Vers 21: Synden hersker i og med døden > < Nåden hersker ved retfærdighed til evigt liv i Jesus Kristus.

Argumentationen i artiklen: Udtrykket ”Han er blevet et billede på ham der skulle komme” viser, at Jesus er den første Adams kontrasttype. Samtidig har de deres lighed i, at hver deres gerning indvirker på dem, som er dem underlagt. Den som er underlagt den første Adam, er underlagt døden og den som er underlagt Jesus, er underlagt livet. Udtrykket giver kun mening og logisk sammenhæng, hvis de begge er historiske personer, hvorfor udtrykket bekræfter at skabelses- og syndefaldsberetningen er ægte historie.

Alle disse vers ville miste deres pointe og indre sammenhæng og rationale, hvis den første Adam ikke var det første menneske Gud skabte og var stamfar til os alle. Paulus’ måde at bruge den første Adam på forudsætter, at Adam virkelig var det første menneske og han virkelig ved syndefaldet bragte synd og død ind i verden.

Man kan sige, at både den første og den anden Adams virkelige eksistens bekræftes af Paulus. Billedet falder ganske simpel fra hinanden, hvis de ikke begge er historiske personer på den måde Bibelen beskriver dem.

Evangeliets virkelige virkning og uforanderlighed er forankret i bibelsk historie

Argumentationen i artiklen: Lige nu befinder du og jeg os i historien. Vi mærker og erfarer synden og dét at være forfaldende og døende. Dette skyldes dybest set, ifølge Bibelen, den historiske begivenhed, som var Adams fald i Edens have. Historie er virkelighed og når vi forstår, at Bibelen taler om historie, forstår vi, at den taler om vores virkelighed. Heldigvis er vores virkelighed ikke længere, at vi har tabt paradiset for altid. Ved Jesu offer og blod kan vi ved troen vinde paradistilstanden tilbage i form af Himlen.

For den kristne i dag, har det historiske om den første og sidste Adam stor betydning som forudsætning for at forstå evangeliet. Ved en historisk og bogstavelig forståelse af skabelses- og syndefaldsberetningen forstår vi, at nutidens synd og død er en frugt af Adams fald i Edens have. Vi kan forstå, at vores alles stamfar, Adam, virkelig og bogstaveligt blev vores alles fald og død. Hvor katastrofalt dette end måtte lyde og være, kan den kristne i dag, på baggrund af f.eks. Paulus’ udlægning Rom 5,14-21, også forstå, at den anden Adams lydighed giver tilgivelse og liv i endnu højere grad.

Den anden Adam er blevet de troendes slægts stamfar. Dette er lige så virkelig en nådegave og liv som den første Adams fald virkelig blev til død for os alle. Omvendt hvis vi forstår det historiske fra den første Adam som uhistorisk og på denne måde kobler ham fra vores nutidige virkelighed, så kommer vi også til at gøre det ved den anden Adam og vice versa. Hvis vi derimod bibeholder den første Adam som en historisk person og bibeholder dette som en forklaring på nutidens synd og død, så bibeholdes også evangeliets nåde ved den anden Adam, som en virkelighed for den troende / nyfødte / nyskabte i dag.  

Giver det mening at tale om bibelsk skabelse?

I det tilfælde at Bibelen er tydelig omkring nogle detaljer, såsom 6-dags skabelse og andre detaljer og hvis Bibelens beskrivelse af skabelse er en beskrivelse om ægte, sande og virkelige begivenheder, giver det mening at snakke om bibelsk skabelse og ikke bare om skabelse. På baggrund af mine 3 artikler om forfatterintentionen omkring skabelses- og syndefaldsberetninger, giver det mening at snakke om bibelsk skabelse, fordi:

1: Skabelsesberetningen tydeligt kommunikerer detaljer om skabelsen.

2: Sabbatsbuddet tydeligt bekræfter en klar forfatterintention i skabelsesberetningen om bl.a. at fortælle om, at Gud skabte alt på 6 dage á 24 timer.

3: Jesus med egne ord bekræfter skabelsesberetningens historiske troværdighed ved både at henvise til den og specifikt slå fast, at menneskene blev skabt som mand og kvinde fra begyndelsen.

4: Paulus’ lære omkring betydningen af Jesu død og opstandelse bygger på / har som fundament, at Bibelens første kapitler er ægte, sand og troværdig historie.

5: Den eneste forståelse af skabelsesberetningen, som giver en sammenhæng med resten af skriften, er en ligefrem og bogstavelig læsning af skabelsesberetningen og at læse det som sand historie. Det er den eneste måde Bibelens indre og rationelle sammenhæng kan bevares.

6: Guds ord forpligter os ikke til at finde sammenhæng mellem sekulær tænkning og Bibelens måde at forstå verden og virkeligheden på. Selvfølgelig vil en naturalistisk og ateistisk evolutionistisk tolkning af vores verden og eksistens ikke kunne harmonere med Bibelens forståelse af Guds skabte verden, idet de er hinandens modsætninger. Bibelen advarer kraftigt imod at læse sådanne fremmede filosofier ind i den bibelske tekst (Åb 22,18-19).

7: Den mest sikre erkendelse af verden opnås ved at betragte den som Gud selv, Skaberen, betragter den og d.v.s. som Gud tydeligt har åbenbaret det i sit Ord, Bibelen.

---

[1] James Ussher, The Annals of the World, James Ussher´s Classic Survey of World History. Master Books, 2012, side 40 paragraf 2513d