Skabelsen, syndefaldet og modtagelsen af løfterne har betydning for loven og evangeliet

Der står sådan i konkordieformlen (et lutherks bekendelsesskrift fra sidste halvdel af 1500-tallet): “Disse to slags lærer* er altid og alle steder fra verdens begyndelse blevet fremført i Guds kirke side om side med den rette sondring. For de kære patriarkers efterkommere, som også patriarkerne selv, har stadig mindet sig selv om, hvordan mennesket i begyndelsen blev skabt retfærdig og hellig af Gud og ved slangens bedrag har overtrådt Guds bud, er blevet til en synder og fordærvet sig selv og alle sine efterkommere og styrtet dem i døden og evig fordømmelse. Men de har samtidig også igen opmuntret og trøstet sig ved forkyndelsen af kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved (l Mos 3,15). Ligeledes om Abrahams sæd, i hvem alle folk på jorden skal blive velsignet (l Mos 22,18). Om Davids Søn, som skal genrejse Israels rige (Sal 110,1) og være et lys for hedningerne (Es 49, 6). Ham, der blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder, som blev straffet, for at vi kunne få fred. Ham ved hvis sår vi blev helbredt. (Es 53, 5).” Se mere her!

* lov og evangelium.

Skabelsen af Adam og Eva er en reel historisk begivenhed. Syndefaldet er en konkret historisk begivenhed. Ligeledes blev løfterne om frelseren givet ind i en virkelighed, som virkelig skete – ikke en mytisk virkelighed, men en faktisk virkelighed.