Det Nye Testamentes troværdighed

Oprindeligt bragt som artikel i Indre Missions Tidende

At GT var en autoritet for Jesus og apostlene ja også for jøderne som sådan har vi i sidste artikel set på. 

Hvad med NTs troværdighed.

Hvis noget var mærkeligt må det snarere være at de nye skrifter, evangelierne og brevene af Jesus og apostlene også skulle have guddommelig autoritet. For jøderne er dette stadig utænkeligt. Det tog også lang tid før kirken begyndte at omtale NT som Skriften på linie med GT. At intet NT-skrift er ment som erstatning for GT ser vi tydeligt. Tværtimod forudsættes GT hele tiden i NT. For de første kristne var disse nye skrifter beretningen om profetiernes opfyldelse i Jesus helt på linie med det Jesus selv siger: ”Salige er de øjne der ser det I ser. For jeg siger jer: mange profeter og konger har ønsket at se det I ser, men fik det ikke at se og høre det I hører, men fik det ikke at høre”. (Luk 10,24)

Hvordan skal vi forsvare at NT har guddommelig autoritet. At NT også er et af Gud udåndet og helligt skrift.

Først evangelierne.

Hebræerbrevets indledning siger: mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagens ende har han talt til os gennem sin Søn”.

Jesus understreger det selv flere steder, at han taler således som Faderen har befalet ham og at den som ringeagter det han siger, ringeagter Faderen som har sendt ham. Det er altså Guds tale vi møder gennem Jesus i evangelierne. Ja, han er selv sand Gud og et med Faderen.

Johs 14,23-24: ”Den der elsker mig vil holde fast ved mit ord, og min far vil elske ham…… og det ord I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer”.

Ånden har spillet med både ved apostlenes mundtlige overlevering og senere ved nedskrivningen af evangelierne. Fortælletraditionen var for øvrigt sådan at man var meget nøjeregnende med at gøre det korrekt. Man var også uhyre påpasselig når det drejede sig om at nedfælde det og også med senere afskrifter. 

Vor tids fund af dødehavsrullerne bekræfter dette og har forbløffet mange i den lærde verden. Man gjorde pludselig et fund der var 1000 år ældre end de hidtil ældste bibelske håndskrifter. Og det viser sig at de jødiske kopister har arbejdet med perfektionistisk nøjagtighed, og senere også munkene.Intet væsentligt er ændret på 2000 år. 

Fantastisk. 

Apostlene: kaldet, udrustet og bemyndiget af Jesus selv.

Det er så spørgsmålet om vi med samme ret kan sige at det øvrige i NT (altså ikke bare evangelierne) også har autoritet som Guds ord. Det siger Jesus selv god for da han udruster diciplene med Helligånden og bemyndiger dem og udsender dem: (Matt 10): ”Det er ikke jer der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer”. I denne udsendelsestale siger Jesus også: ”Den der tager imod jer, tager imod mig”. ”Den der hører jer hører mig” (ifølge Lukas). En yderligere bekræftelse på den særlige bemyndigelse de fik læser vi Johs. 20,21-23 om at forlade synder og nægte at forlade synder. Fuldmagten til at løse og binde med himmerigets nøgler.

En apostel er altså en der er kaldet og bemyndiget af Jesus selv. Har fået hans autorisation. 

I virkeligheden hører vi derfor også om at de holdt fast ved apostlenes lære som en vigtig del af fundamentet for den kristne menighed.

”I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten”. Ef. 2,20.

Paulus

Hvad så med Paulus der med 13 breve i den grad har sat sit præg på NT. Han var jo ikke en af de 12 der direkte havde fulgtes med Jesus og var førstehånds vidne og var heller ikke sammen med dem blevet udsendt. Han havde endda været en af de stærkeste forfølgere. Hvordan kan han indlede galaterbrevet med at skrive: ”Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader”.

Vi skal huske på hvordan Paulus blev standset og udvalgt og kaldet ved en åbenbaring af Jesus selv. ”Han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn”. Ap.Ger.9,15.

Han blev også anerkendt af de andre apostle som sådan bl.a. giver Peter ham og hans skrifter sit blå stempel. (Læs 2. Pet. 3,15-16). Peter kendte åbenbart på det tidspunkt flere af Paulus breve. Paulus selv skriver: ”Ved en åbenbaring er hemmeligheden gjort kendt for mig… ligesom for apostlene og profeterne ved ånden”.

Det var altså ikke menneskeværk men ved Jesu underfulde indgreb i hans liv og på hans bud og bemyndigelse han talte og skrev som en sand apostel. Derfor takker Paulus også tessalonikerne fordi de tog hans ord ikke som menneskeord, men som det det i sandhed er, Guds ord. (1.Tess.2,13).

Søren Kirkegård siger: ”Rent formelt skriver Platan finere end Paulus, men stakkels Platan har ingen myndighed.

I et Lutherskrift fra 1520 siger han: Hvis vi medgiver, at blot et af Paulus’ breve eller blot et enkelt vers i et af hans breve ikke gælder hele kirken, har vi tilintetgjort hele hans autoritet. Væk, langt væk med den tanke, at der skulle være et eneste bogstav hos Paulus, som ikke hele kirken skal følge og rette sig efter”.

Samlingen af NT – kanoniseringen.

Et af hovedkriterierne for et skrifts optagelse i NT var netop om det var apostolisk. Visse apokryfe evangelier dukkede op og visse breve af gode folk som udtrykte vidunderlige ting, men ikke alle skrifter kom med i kanon. Hvorfor ikke? De bestod ikke prøven at være apostoliske. Det som blev taget med var det, som enten var skrevet af apostlene selv eller deres disciple eller en af dem som stod under direkte indflydelse af dem. Det var et væsentligt og afgørende princip for kanon.

Med andre ord overalt finder vi det at kirken er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. Andet består ikke prøven. Der kan og skal ikke føjes noget til, for der er ingen arvtagere for apostlene. Det er Guds endegyldige og afsluttende åbenbaring til os… ”og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget til de hellige”. Judas v. 3.

Disse skrifter har altid været kanon (murersnor-noget man retter ind efter) for Guds sande menighed og kirke og må også i dag have vores fulde tillid.

Et Gud givent fundament – en pålidelig basis.

Vi står med Jesus og alle bibelens forfattere i GT og NT og millioner af kristne fra Stefanus til vore dage og med kirkefædrene og vidner: Guds ord taler sandt. Det kan vi regne med.

Erfaringen viser alt for godt at begynder man først at række bibelkritikken en finger, så nøjes den ikke med det. Bunken overfor det der sås mistillid til vil altid vokse. I morgen er det noget nyt. Og følger man kilden helt op til udspringet så ender man der hvor djævelen sagde: ”Mon Gud har sagt”.

Vi må gå med den samme tillid til Skriftens ord som den kongelige embedsmand fra Kapernaum der gik hjem på et ord fra Jesus om at hans søn levede. Manden troede det ord og gik.

Heldigvis behøver vi ikke, når vi nævner et ord fra Bibelen, sige: ”Ifølge det og det Skrift skal Jesus have sagt at den som beder får” eller: ”Johannes eller hvem der nu har forfattet det brev var af den mening at Jesus Kristi blod renser for al synd. Hvis det var sådan, hvordan skulle vi da kunne række et døende eller anfægtet menneske et sådant ord med løfte om det var fuldt ud pålideligt.

Nej, heldigvis må vi stå på ordet som en solid basis og et Gudgivent fundament for vor forkyndelse og tro. Tænk om vi hver gang skulle stå og overveje, om det ord vi nu havde fået fat på var fuldt ud pålideligt.

Vi ved fra Jesus og apostlene selv at i de sidste tider vil mange blive ført vild fordi de ikke længere vil lytte til den sunde lære. Også med tanke på det må vi ikke tage det let hverken med vort syn på Skriftens troværdighed eller vores brug af den. Ordet skal bo hos os i det daglige. Vi må bygge på ordets urokkelige klippegrund. Da skal huset stå også når stormene suser og regnen pisker. 

Vi må have den samme tillid til bibelen som Per Nordsletten, der, når han om natten lå og var anfægtet og ikke kunne sove, sagde: ”Ja, ja Satan, du kan vente til det bliver lyst”. Når lyset så brød igennem sad han og læste højt af Guds løfter og smed dem i hovedet på den fjende der ville anfægte hans barnekår hos Gud.

Lad os så slutte disse artikler med ordet fra Sl 119,89: ”I evighed, Herre, står dit ord fast i himlen”.