Bibelens troværdighed

Oprindeligt bragt som artikel i Indre Missions Tidende

1- kanon – Kristendommens grundbog.

Slår du op foran i din bibel står der: Den hellige Skrifts kanoniske bøger. At den er hellig betyder at det er Gud der står bagved. Kanon betyder rettesnor eller muresnor altså den rettesnor vi skal bygge kirke efter og personligt lade os vejlede af. At bibelen er kanonisk vil sige at den er eneste autoritet og norm, som vi i kirken er forpligtet på, når det gælder kristent liv og lære. Paulus siger til Timotius: 2.Tim.3,15-16 ”Fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse, ved troen på Jesus Kristus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttig til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed”.

2 – et afgørende udgangspunkt.

Det er ikke ligegyldigt hvad vi lærer og tror om bibelens autoritet og troværdighed. Det vigtigste i den sammenhæng må være hvad Jesus selv og apostlene sagde og troede om dette. Mange teologiske diskussioner og uenigheder stammer i virkeligheden fra et forskelligt syn på og tillid til Skriften. Skal Skriften være den afgørende faktor når det gælder vort liv og lære i kirken og i vort personlige kristenliv?

Det var stort set alle kristne været enige om indtil bibelkritikken begyndte at sætte ind for ca. 200 år siden. Skal vi bøje os under den eller hæve os over den? Vort udgangspunkt her er, som enhver formentlig kan se, særdeles afgørende. 

3 – Født af mennesker – undfanget af Gud.

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”. Ganske vist  født af mennesker, men undfanget af Gud. Kommet ud af menneskers mund og pen, men det er Gud der er ophavsmanden. Apostlen Peter udtrykker det på den måde: (”2.Pet.1,21): ”For ingen profeti har nogensinde lydt i kraft af menneskers vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud. Ikke sådan at de skrev mekanisk og bare var ekspeditionssekretærer eller robotter. Det var heller ikke mennesker hos hvem forstanden var koblet fra, så de talte i en slags trance.

Ikke dikteret – men inspireret. 

Nej, Bibelen er ikke dikteret, men inspireret og de forskellige skrifter bærer også spor af de forskellige skribenters ejendommeligheder og forskelligheder. Det er f.eks. profetens røst som høres, deres personlighed der engageres og præger den måde, de udtrykker sig på. Men deres ord er alligevel ikke bare deres eget. Det har guddommelig oprindelse. Det er undfanget af Gud, men født ud af menneskers mund. Det er både menneskers og Guds ord. Farvet af, men ikke skadet af at det er gået gennem mennesker. 

Ligesom Jesus da han gik her på jorden var sandt menneske og sand Gud, sådan er det også med den hellige skrift. Den er både menneskelig og guddommelig. Ikke sådan så man kan skille noget ud som menneskeligt og fejlfyldt og andet som guddommeligt og fuldkomment. Nej, som Jesus helt igennem var Gud og helt igennem menneske, sådan er det med bibelens ord. ”Helligånden skal komme over dig, og den højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn der bliver født, også kaldes helligt”, sådan lyder det til Maria. Jesus blev født af en kvinde under fattige menneskelige kår, men han var samtidig sand Gud, sådan er det også med bibelen.

4 – Bibelens autoritet.

Vilhelm Beck siger i den forbindelse om præstens brug af bibelen: Præsten må fuldt og helt tro på at bibelen er Guds ord og indblæst af ham. Begynder han først at rokke ved bibelens troværdighed og pålidelighed, så han antager noget for sandt og noget for galt, så kan han lige så godt straks lukke bibelen både til eget brug og til brug for andre, for da har bibelens ord tabt sin myndighed for ham selv og dem han prædiker for.

I forkyndelsen bliver hans ord i stedet for at være overbevisningens myndige tale, sådan tale, som man ofte kan høre fra prædikestolen: ”Jeg mener nu, at det forholder sig således” eller som jeg engang hørte en præst sige på prædikestolen: ”Det er nu min mening, men det kan jo godt være at den er gal, amen!” – Altså løse og usikre meninger, udrugede i et menneskes hjerne eller følelse i stedet for den myndige overbevisning udsprunget af og grundet på Guds ords myndighed. Til præsten skal der bestandigt lyde: ”På knæ for bibelen som Guds ord, præst! – både når du bruger den til dig selv og til andre”. Så langt Vilhelm Bech som stod i spidsen af IM i mange år.

At tale som Guds ord taler.

At krænke Guds ord gøres ikke ustraffet for det er at krænke Gud selv. Han står inde for det ord og han er hellig og hans ord er helligt. Jesus sagde: ”Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå”. Derfor er dette ord fra vores bibel også citeret som en stærk påmindelse på mange talerstole i kirker og missionshuse: ”Taler nogen skal han tale som Guds ord taler”. Den sidste bog i vores bibel slutter med en stærk advarsel imod at lægge noget til eller trække noget fra Guds ord.

”Mon Gud har sagt”.

Det største og første fald i menneskehedens historie skete i edens have ved, at djævelen fik held af at nedbryde tilliden og troværdigheden til det Gud havde sagt og derfor spiste mennesket af træet Gud havde forbudt. Dette ”mon Gud har sagt” er han ikke færdig med at stille og bruge heller ikke overfor os personligt eller ind i vores kirke. Får han nemlig først held med sit ”mon” bliver tæppet trukket væk under os. Så undermineres kirkens fundament med en katastrofe til følge. 

Det vidste Jesus, apostlene, kirkefædrene Luther, Augustin, Moody, Spurgeon, Paladius, Hans Tausen, Kingo, Brorson, Hauge, Rosenius, Bech og mange flere. Det er tydeligt når vi læser deres skrifter og synger deres sange. Jo, vi er i godt selskab når vi står fast på skriftens troværdighed og autoritet. Vel, det er ikke alt vi forstår, men så må vi som Luther siger – tage hatten af (i ærbødighed) og gå videre.

Der kan være gåder og tilsyneladende modsigelser. Vi kan læse forkert, forstå forkert, oversætte forkert. Men den sande menighed har altid troet at Bibelen skal få ret til sidst.

 Der er en stor hjælp i det som personlig kristen at kunne hvile i, at Bibelen er troværdig og at vi ikke er overladt til egne sandsynlighedsberegninger, gisninger og fornemmelser. I et lille enkelt sangvers hedder det: I tro på Herrens ord at vandre her på jord, det giver stor frimodighed til venner i Guds menighed.

5 – Hvad Luther sagde om Skriftens autoritet.

”Bare den hellige skrift er al sandheds kilde og udspring. Skriften er den bog som Gud, den hellige ånd har givet Guds menighed, for at den skal lære, hvad den skal lide og hvad den skal blive. Den er Guds mund, som man ubetinget skal følge og adlyde, alle må være den undergivet, ingen anden lære må forkyndes eller høres i kirken end det rene ord, den hellige skrift…”. ”Skriften alene skal foreskrive os trosartikler og ellers ingen, ikke engang en engel fra Himmelen…”. Guds ord er en helligdom over alle helligdomme, ja den eneste som vi kristne kender og har.”

Han siger også at er apostlene Guds talsmænd, så kan Peter ikke sige et og Paulus noget andet om Guds søn, om frelsen og forsoningen, om omvendelse osv. De fører én tale for det er Herrens tale – det er hellig skrift.

Derfor går det også an at opstille en lære, en kirkens bekendelse, om kristenhedens hovedsandheder som er udledt af bibelen, sådan som vi har det i trosbekendelsen og bekendelsesskrifterne og som er vores evangelisk lutherske kirkes grund. Et koncentrat af hele det bibelske frelsesbudskab.

6 – Skriftens syn på sig selv.

Egentlig er det utroligt at vi i dag kan diskutere og må kategorisere i forskellige bibelsyn, også indenfor vores side af kirken som om vi kan sidde højt hævet over bibelen og vælge os et syn. Det turde de lutherske lærefædre ikke. Nej, de havde bibelens syn på sig selv, det syn som Jesus og apostlene havde. ”Den er Guds mund givet ved helligånden som vi er undergivet og ikke ophøjet over”.

Jeg ved udmærket godt at alt ikke er sagt med det. f.eks. er der en masse som var foreskrevet i GT som vi er færdige med i dag og som også NT giver udtryk for er afsluttet med Jesus og med den nye pagt osv. Det skal vi se lidt på i de kommende to artikler, men dette er hovedlinjerne som er så vigtige at få ridset op.