Det Gamle Testamentes troværdighed

Oprindeligt bragt som artikel i Indre Missions Tidende

Guds ord eller en såre menneskelig affære

Desværre er det en udbredt opfattelse i dag, også blandt en del teologer at GT’s skrifter giver udtryk for de gamle hebræeres tanker og forestillinger om Gud og viser hvad jøderne til forskellige tider i Israels historie har tænkt, troet og forestillet sig om deres Gud og andre folks guddomme. At det hele altså skulle være en såre menneskelig affære. At GT bare er et religionshistorisk dokument på linje med andre religiøse tekster.

Ikke forudsætningsløs.

F.eks. anvender den historisk kritiske bibelforskning en forskningsmetode som ikke forudsætter at Gud er til og er underets Gud. Men man går ikke forudsætningsløs til bibelen. Går vi ud fra at Gud har handlet ind i historien eller gør vi det ikke?

Kristian Friis som var mangeårig formand for IM illustrerede det engang med et billede: ”Hvis et hold teknikere tager sig for at undersøge, kortlægge, opmåle og fotografere et el-værk i alle enkeltheder, er det i sin orden sådan. Men hvis samme hold, inden undersøgelsen påbegyndes, enes om at gå ud fra at der ikke er noget der hedder elektricitet, er der en saglig fejl i forudsætningen, som uundgåeligt før eller siden vil influere på undersøgelsens resultater, som bliver fejlagtig”.

Skriften selv forudsætter Guds indgriben, det samme gør Guds menighed i selskab med Jesus og alle apostlene. Jesus og apostlene havde ikke anden bibel end GT og den gik de ud fra når de forkyndte. Det var sandhedens ord for dem om Gud og alt hvad den beskriver. Da Paulus overfor Felix i fængslet skal give en karakteristik af, hvad det er at være en kristen siger han: ”Jeg tjener vore fædres Gud, idet jeg tror på alt, hvad der står skrevet i loven og profeterne (det samme som GT). Ap.Gern.24,14.

– og senere i samme fængsel overfor kong Agrippa: ”Jeg siger ikke andet end det profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus måtte lide, når han den første opstandne fra de døde, skulle forkynde lys for både folket og hedningerne”. Ap. 26,23.

Lidt statistik.

Ny Testamente citerer ikke mindre end 993 gange fra GT. Gang på gang møder vi vendingen i NT: ”Det som Gud har talt ved profeten, som siger….” I GT står udtrykket: Herrens mund har talt eller lignende 3800 gange og Jesus selv bruger mere end 400 citater og hentydninger til GT i sin tale. 

Udtrykket: ”Og Moses skrev alle Herrens ord” anvendes ikke mindre end 55 gange i samme bog.

Jesus stiller sig ikke kritisk overfor GT. ”Skriften kan ikke rokkes”, siger han. (Johs. 10,35) og mange lignende ord. At han mange gange må kritisere farisæernes og de skriftkloges udlægning og tilskrivning er noget andet.

Jesu syn på GT.

Vi skal lægge mærke til at Jesus aldrig skelnede mellem noget i bibelen der var menneskeligt og fejlfyldt og så noget der var guddommeligt og ufejlbarligt. Med samme tillid citerer han fra Mosebøgerne, Salmerne og profeterne. Han citerer også fra de steder som bibelkritikken sætter hårdest ind imod – skabelsesberetningen – syndfloden – Jonas i havdyret – Daniel – Esajas osv. Gang på gang stod han frem og spurgte: ”Har I ikke læst – hvad står der skrevet?”. Kan vi ikke stole på hvad Jesus og apostlene har sagt om Skriftens troværdighed (GT) hvad kan vi så stole på af det de har sagt? Eller er Jesus bare barn af sin tid som en sagde til mig under en samtale om dette? 

Hvad er forpligtende for os i dag.

Det er rigtigt at mange ting i den gamle pagt er afsluttet i og med  Jesus og den nye pagt, og det tager NT også mange gange frem for os. F.eks. hele den foreskrevne gammeltestamentlige offertjeneste. Det var en foreløbig og tidsbegrænset ordning der som Hebræerbrevet siger er blevet afløst af den nye pagt med et fuldkomment offer en gang for alle, der gælder for al tid. Hebr. 9,10. ”Det er kun forskrifter, gyldige indtil tiden for den rette ordning”. Derfor er det heller ikke alt der står i GT som er forpligtende for os i NT. Vi kunne nævne omskærelsen og meget mere. Ting som også bliver taget op i NT.

I 2 Mos 20, 21 og 22 kan vi læse mange bud og love. Bibelen selv gør forskel på hvad der her er forpligtende for os. Straffelovene i 21 og 22 for Israels politiske liv angår ikke os som lov betragtet. Anderledes er det med det vi læser i kap. 20 – de 10 bud. Jesus og apostlene har indskærpet deres gyldighed. 

Ifølge Skriften selv er der konkrete bestemmelser der ikke har den aktualitet for os som da de blev givet. Vi må lade bibelen selv afgøre hvad der er forpligtende for os i den nye pagt. Vigtigt for os er det også at se hvad den første kristne menighed holdt fast ved jf. Ap.Gern. 2,42.

Bibelen – en forskellig samling bøger.

Selvfølgelig skal vi, når vi går til GT, gå ud fra de forskellige bøgers egen forudsætning (det de giver sig ud for). Der er poesi – billedtale – øjenvidneskildringer – historiske bøger – slægtsregistre – dagbøger – lovtekster – biografier osv. 

Det er også tydeligt at Helligånden har gjort brug af de forskellige forfatteres særpræg, stil og baggrund. Bibelen er en samling vidt forskellige typer og tekster og dog er det en bog, der udgør en klar sammenhængende enhed fordi den er blevet til ved Åndens medvirken. En fantastisk rigdom hvis egentlige inspirationskilde er Gud selv. Der er 66 bøger i hele bibelen med mere end 40 forskellige forfattere og en tilblivelseshistorie på ca. 1500 år.

Gud kalder mennesker til at være hans ords budbringere.

Vi ser gang på gang hvordan Gud kalder forskellige mennesker ud af folket for at de skal modtage fra Gud og give videre. F.eks. Amos 7,15 ”Men Herren tog mig bort fra hjorden og sagde til mig: ”Gå hen og profeter for mit folk Israel”.

Da Moses mødte kaldet måtte han indvende: ”Ak, Herre, jeg er ingen veltalende mand”. Men Herren sagde: ”Gå, jeg vil være med dig”. Og vi kunne fortsætte med Esajas og mange flere. De var ikke religionsstiftere eller filosoffer, men budbringere fra Gud. Hebræerbrevet indledes med ordene: ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til os gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn”.

Det er Gud og hans ånd der driver det profetiske budskab frem som skal bringes videre. Apostlen Peter siger: ”For ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det der kom fra Gud”. (2. Pet 1,21).

Ikke altid har profeterne forstået budskabet de skulle bringe videre fra Gud.

Den samme Peter taler i sit første brev om at profeterne har gransket og grundet og ikke altid forstået hvornår og hvordan den tid ville være som Kristi ånd i dem pegede på når den forud vidnede om Kristi lidelser og herlighed.

Ikke altid har de i deres tankeverden kunnet få det til at gå op. Men de har bøjet sig for det som Guds ord og tænkt at Gud måtte kende gådens løsning. Tænk f.eks. på de to tilsyneladende helt modsatte messiasprofetier: En der taler om den lidende tjener, foragtet og ikke regnet blandt mænd, en der skulle dø som et lam for vore overtrædelser og så en der taler om ham som den sejrende løve af Juda stamme, kongen, den evigt regerende sejrshelt. Messias. 

Eller hvad med de tilsyneladende modsigende profetier om at han skulle fødes i den lille flække Betlehem og være af Davids slægt, at han skulle kaldes fra Ægypten og at han skulle kaldes nazaræer.

Dette ”profetiske nåleøje” går Jesus igennem og disse profetiske brudstykker bliver alle opfyldt i ham. Det har unægtelig på forhånd været svært at forstå hvordan dette puslespil skulle gå op i en højere enhed.

Forklarelsens lys.

Først bagefter er det blevet begribeligt for apostlene og for os hvordan dette kunne forenes i en og samme person. For at sige det med Peters egne ord i 2 Pet 1,19 så står profetens ord nu så meget klarere for os. Det er som når man retter sin lampe mod et mørkt og dunkelt sted. Nu ser vi det hele i forklarelsens lys. Alt det der skete med Jesus ser vi nu som noget der kun er med til at bekræfte GTs ord, profetier og forbilleder. 

. For samtiden har det ikke altid været let at forstå. Men Gud har hele tiden kendt opfyldelsens hemmelighed og derfor indgav han profeterne (og hele skriften) at tale sådan. Jesus samler alle de profetiske brudstykker i GT til et hele. Brikkerne falder på plads med hans liv, død og opstandelse. Det får Paulus til at sige at alle profetierne (Guds frelsesplan) er sammenfattet i Jesus (Ef 1,10) og at alle Guds løfter har fået deres ja i ham.

NT erstatter ikke GT, men bekræfter og fuldender det.

I samklang.

Vi er i dyb samklang med apostlene med vores egen Luther, ja, Jesus selv når han f.eks. i Johs 5 siger til farisæerne: ”I ransager Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem og netop de vidner om mig….. havde I troet Moses, ville I have troet mig, for det var mig han skrev om. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?”.

Om Jesus står der også, da han efter sin opstandelse kom og fulgtes med de to Emmaus-vandrere, at han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. Skrifterne vidner om Kristus og Kristus vidner om Skrifterne. Apostlene gik ud fra Skrifterne og beviste netop herudfra at Jesus var Kristus.

Skriftens stjerne og kerne.

Testrup Pedersen siger om Luther at han ser på GT med den Kristus-troendes øjne og opdager derved den skjulte grundskrift i alle GTs hoveddele. Han ser så at sige vandmærket i papiret ved at holde det op i NTs lys. Han ser Kristus træde frem ikke blot i profetierne om Messias, men overalt hvor Gud åbenbarer sig og taler til Israel om dom og nåde. Han er ”manden” hvorom alt gælder, siger Luther.

Hovedsagen i hele Skriften er Guds frelse i Jesus Kristus. Han er hele Skriftens stjerne og kerne. Alt må læses og forstås i lyset af dette centrum. Luther taler om at alt det i Skriften der driver på Kristus er centrum, det andet er periferi. 

Det betyder ikke at vi kan skære de mindre væsentlige sider væk. De hører med for at vi skal forstå hovedsagen. Jesus er manden. I ham flettes GT og NT i den grad ind i hinanden. I ham mødes de i en fælles lovprisning, opfyldelse og fuldendelse af hele Guds frelsesplan. Han er stjernen og kernen. Han er den røde tråd i hele Skriften.

På et præstekonvent hvor Bartoldy var til stede og hvor GTs troværdighed var til diskussion, sagde en: ”Der burde ikke være en bog, men to, som skulle indbindes hver for sig. På den ene skulle der stå jødedom og på den anden kristendom”.

”Nej”, sagde Bartoldy, ”det gale er ikke at vi har GT og NT i et bind, men tværtimod at det er blevet så almindeligt med NT indbundet for sig. Det er en moderne opfindelse, som burde forbydes”. Ret forstået er der noget om det.